Pyromaner rammer småbørnene
Hvidovre Kommune arbejder på at finde en løsning på børnepasningen
Beredskabchefen havde ialt 13 udrykninger i weekenden, og blev assisteret af Glostrup brandvæsen og røgdykkere fra København. Natten mellem lørdag og søndag hastede brandvæsnet ud til ikke mindre end fem brande, som Ole Andreasen fra Kriminalpolitiet mener kan være påsatte. Værst gik det ud over vuggestuen Kærgården på Immerkær 38-40, som nedbrændte. Dog står hovedbygningen stadig, men ser ud til også at være totalskadet. Klokken 03.11 rykkede brandvæsnet ud til institutionen som stod i høje flammer. Vandslangerne måtte tages i brug igen hen på eftermiddagen, da beboere opdagede at ilden under taget stadig ulmede. Men efterslukninger er meget normale, fortæller beredskabschef Peter Seloy, som også mener at alt tyder på, branden er påsat. Politiet er nu gået igang med at undersøge brandårsagen, og har afspærret området. Jævnes med jorden Bygningen er så medtaget, at man højst sandsynlig er nødsaget til at jævne resterne med jorden, og bygge nyt på matriklen. Taget på størstedelen af bygningen er kollapset, og der er intet brugbart tilbage bag de tilsværtede mure. Når man nærmer sig vuggestuen mødes man af en stærk røglugt, som uden tvivl er til gene for beboerne i området. Man fik reddet enkelte ting som personlige ejendele, billeder, dokumenter og vugger. Børnene bliver passet igen Mandag blev børnene passet hjemme, men allerede tirsdag var der fundet en midlertidig løsning. Kommunen tilbyder pasning i de to legestuer Kirkebrohuse og Vanddråben. Pædagogerne fra Kærgården vil stadig følge børnene og passe dem, mens man finder en mere permanent løsning. Hvidovre Kommune håber, at kunne benytte nødinstitutionen ved Hvidovre Hospital, som hører til under København Kommune. En anden mulighed som forvaltningen undersøger, er at opsætte pavillioner som kan huse Kærgårdens børn og personale. På nuværende tidspunkt er der intet, som er faldet på plads, men der arbejdes intenst på sagen. Alle forældre med børn i vuggestuen Kærgården er underrettet, og der er oprettet en akuttelefon i daginstitutionsafdelingen, som forældrene kan ringe til, oplyser Hvidovre Kommune. bak