Forår i regionen
Overalt pibler det frem i haverne. Friske skud, blomsterne står på spring, buske og træer grønnes. - Vi mærker det også i os selv, nu er det forår, vi er endelig på vej mod sommeren. Sådan er det også med den nye region. Region Hovedstaden er på vej. De første 100 dage siden den kommende regions forberedelsesudvalg gik i gang, er netop passeret. Om otte måneder overtager regionen sygehusene, psykiatrien, den regionale udvikling og driften af en del handicapinstitutioner, meddeler regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen fra Region Hovedstaden. Webløsninger og patienttransport - Lige nu er regionens fremtidige webløsninger i udbud - ligesom den siddende patienttransport. En arbejdsgruppe har lavet en samlet beskrivelse af forskningen i vores region. Det kan vi godt prale af. For mere end halvdelen af de danske sundhedsforskere arbejder i hovedstadsregionen. Andre rapporter beskriver Region Hovedstaden som Danmarks væksthus, når det handler om sundhedsvæsenets forskning og samarbejde med biotekindustrien. Det vil vi gerne blive ved med at være – også når vi fra næste år for alvor kommer i gang. Hvis regeringen altså vil give os økonomien til det. Ikke bare til at være et gennemsnitligt dansk væksthus, men også til at være et af de førende væksthuse i Nordeuropa, forklarer hun. Regionen bliver en kæmpe organisation med 36.000 ansatte med både store universitetshospitaler og mindre sygehuse og institutioner. - Det bliver en kæmpe opgave, hvor der hviler et stort ansvar på os 41 politikere. Det er en stor fusion, der kræver en grundig forberedelse. Ansatte fra Frederiksborg Amt, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns Amt skal fremover smeltes sammen til en region. De får følgeskab af mindre grupper af ansatte fra København, Frederiksberg og Bornholms Kommuner samt fra HUR, nævner Vibeke Storm Rasmussen.