Det nye smukke badeværelse
Badeværelset er et vigtigt rum i vores bolig. Hvor de fleste af os indtil nu har været vant til at opfatte det som et rum, der bare skulle fungere, bliver mange af de nyindrettede badeværelser meget mere personlige. Flere og flere vil i de kommende år have luksuøse badeværelser, der adskiller sig fra naboens. Fremtidens badeværelse skal være et sted, hvor man kan forkæle og pleje sig selv. Men selv om badet stadig for de fleste ”bare” er et funktionelt rum, der er indrettet efter antal af brugere og deres behov, så kan det alligevel godt være et både smukt og behageligt rum at opholde sig i. Flere badeværelser Tendensen går mod flere badeværelser. Faktisk mener nogle eksperter, at udviklingen går i retning af, at hvert medlem af familien har deres eget badeværelse, eller i hvert fald sådan at der er et til børnene, et til gæsterne og så selvfølgelig et til forældrene, typisk placeret i forbindelse med soveværelset. Tre badeværelser kræver langt mere plads, end de fleste råder over, og selv om mange måske drømmer om et lille badeland, så er der faktisk mange muligheder næsten uanset de fysiske rammer. Man er naturligvis nødt til at tage udgangspunkt i de fysiske forhold i sit hus eller lejlighed. De sætter naturligt nogle grænser for, hvad det er muligt at gøre. Lav en skitse Når man har besluttet sig for at indrette et nyt badeværelse, skal man gøre op, hvilke behov og ønsker man har. Måske viser det sig, at der ikke er praktisk mulighed for at opfylde alle ønsker, men så gælder det om at prioritere. At planlægge sit nye badeværelse er lidt som at lægge et puslespil, uden at vide hvor mange brikker der skal være med, men et puslespil der alligevel på en eller anden måde skal ende med at passe. Nogle brikker skal være der, f.eks. håndvask og toilet, nogle skal måske med, det kunne være badekar eller bruser eller begge dele, og endelig er der de ukendte og ofte besværlige brikker, som vinduer, døre, rørforbindelser og afløb. Det er dem, som ofte vil sætte nogle begrænsninger for, hvad der er muligt. Men nogle gange kan begrænsningerne faktisk være en fordel. Man kan simpelthen tage udgangspunkt i, at toilettet skal placeres tæt på et eksisterende afløb. Og håndvasken skal placeres på en måde, så der er plads nok til, at man bekvemt kan bøje sig over den for at vaske sig. Få hjælp fra andre Når man selv har forsøgt sig som arkitekt og måske er nået frem til en skitse, som helt eller delvist opfylder de ønsker, man har, er tiden kommet til at opsøge de professionelle. Mange vvs- og murerfirmaer og alle de specialiserede firmaer inden for køkken og bad har stor erfaring med at renovere badeværelser. Mange af dem har også arkitekter ansat, som kan give gode råd om, hvordan indretningen kan gribes an. Især i de tilfælde hvor der skal flyttes vægge eller sættes nye op, eller hvor der f.eks. skal ændres i de eksisterende afløb, kan det anbefales at få hjælp fra en arkitekt eller et firma, som har denne ekspertise. En professionel arkitekt med erfaring inden for området vil som regel være i stand til at komme med nogle kreative løsningsforslag, som man næppe selv kommer frem til. Samtidig er der en rimelig garanti for, at forslagene vil kunne gennemføres i praksis. En anden fordel ved at bruge en arkitekt eller et specialiseret køkken- og badfirma er, at man derved helt kan overlade til dem at sørge for, hvad der er nødvendigt af godkendelser og tilladelser hos kommunen. Husk altid at lave en skriftlig aftale med firmaet, så der ikke senere opstår tvivl om, hvad der præcist er aftalt. Bliv inspireret Inden man selv går i gang eller begynder at tale med håndværkere, bør man skaffe sig al den information og inspiration, man kan få. Man kan f.eks. blive inspireret af at læse bolig- og livsstilsmagasiner. Man kan tale med venner og bekendte og besøge diverse boligforretninger. Desuden kan man læse pjecen ”Ren besked om køkken og bad”, som Forbrugerstyrelsen har udgivet. Den kan hentes på www.forbrug.dk eller bestilles på telefon 32 66 90 00. (LNB)