Fyldt til jazz-aften
Mange fandt hygge torsdag aften, da roklubben holdt grillaften i Hvidovre Havn
Vejret var fantastisk og stemningen var i vejret. Bænkene foran roklubben var alle fuldt besatte, og flere sad på havnekajen og nød jazz'en. En sådan aften, hvor alt gik op i en højere enhed, havde man travlt ved grill og bar. Antallet af fremmødte var lige til bristepunktet af hvad arrangementet kunne klare - positivt. Til næste jazz-aften er man nok nødsaget til, at åbne endnu en bod med drikkervarer. For et tilløbsstykke er dette succesarrangement blevet, hvor folk dansede og sang til sent ud på aftenen. Perfekt aften Gunhild Flyckt Hansen var ovenud begejstret, og har kun roser til arrangørerne. -Det var en perfekt aften. Alt gik lige efter en snor, og klubben gjorde et utrolig flot stykke arbejde. De skaffede stole og borde, da der ikke var flere siddepladser - ja, det var helt fantastisk. Og Jensens Jazz Serenaders, som jeg kendte i forvejen fra Jazzklubben, spillede så dejligt. Vi var otte afsted, og havde en forrygende aften. Dem vil vi gerne ha' mange flere af, kommenterer Gunhild som opfordring til arrangørerne - Hvidovre Roklub, Hvidovre Jazzklub og Kulturrådet. For 65 kroner kunne man købe en grilltallerken med bøf, kartoffelsalat, grøn salat og brød. Maden var fremragende, og dertil kunne man dele en flaske vin til 70 kroner, eller skylle sommervarmen ned med en iskold fadøl. Næste jazzaften bliver torsdag den 17. august, hvor man sagtens kan glæde sig til en festlig aften med Nørlunds Jazztrio i det skønne havnemiljø. bak