Støt op om "Hjælp til selvhjælp"
Børnehjælpsdagen nærmer sig, og indtil den 14. maj vil man rundt omkring i byen træffe på børn og unge, der sælger de kendte Lillebror lodder. Landet over har ca. 300 børne- og ungdomsforeninger fået bevilling til at sælge de små skrabelodder, og her i Hvidovre står 5 store børne- og ungdoms organisationer i år for salget, nemlig Hvidovre Musikskoles Orkesterforening, Sct. Georgsgilderne, De Grønne Pigespejdere fra Eriksminde, KFUM spejderne fra Eriksminde, samt FDF Hvidovre, hvis repræsentant Arne Bruhns er lokalformand for Børnehjælpsdagen. HKH Kronprinsesse Mary er Protektor for Børnehjælpsdagen, der gennem nu godt 100 år har arbejdet for vanskeligt stillede børn og unge. Overskuddet fra den traditionsrige Lillebror indsamling går som altid til arbejde for børn og unge, og bygger på princippet "Hjælp til selvhjælp". Af de 20 kroner et lod koster, går de 8,50 kroner til Hvidovres egne lokale børne- og ungdomsforeninger, mens resten går til Børnehjælpsdagens arbejde for de ca. 14.000 børn og unge i Danmark, der er anbragt på institution på grund af omsorgssvigt. For en stykpris af 20 kr. er der gode præmier at hente: Man kan i skrabefeltet straks aflæse, om man har vundet et gavekort på 200 kr. til frit brug i de kendte butikskæder Kop og Kande, Fætter BR, Malernes Lagersalg og Jysk, eller man kan være heldig at vinde en af de mange gratis entrebilletter til frit brug i BonBon-Land - Tivoli Friheden - Bornholms Middelaldercenter - Tivoli - Djurs Sommerland eller Fårup Sommerland. Trækker man en nitte, bør man absolut gemme loddet, idet der sluttrækkes om fem rejsegavekort hver af værdi 30.000 kr. hos Stjernegaard Rejser. Vindernumrene trækkes af Notarius Publicus og offentliggøres den 6. juni på internettet og på tlf. 35 30 93 64. Tag derfor godt imod de unge sælgere, eller køb et skrabelod i en af de mange lokale butikker i byen, som også støtter den gode sag med forhandling af lodderne.