Pigekor i Risbjerg Kirke
På næste onsdag den 22. november kl. 19.30 er der koncert med Sankt Annæ pigekor i Risbjerg kirke. Sankt Annæ Pigekor - der er en del af Københavns Kommunes Sangskole - blev stiftet i 1973 og har siden udviklet sig til at blive et af Danmarks kendteste og bedste pigekor. Sankt Annæ Pigekor består af piger fra 6.-9. klasse på Sankt Annæ Gymnasium, men selvom koret til tider stiller med alle 130 sangere, optræder det oftest med ca. 30 eller ca. 60 piger. Sankt Annæ Pigekor er et kor med en meget stor koncertaktivitet. Især i tiden op mod jul har koret travlt med at synge koncerter, og denne jul er ingen undtagelse. Koncerten i Risbjerg Kirke er den første af julens koncerter, og koret stiller både op med 8.-9. klassepigerne og med Sankt Annæ Pigekors Kammerkor, som er nyetableret i år. Kammerkoret har netop med succes overstået sin debutrejse til London og Suffolk. Sankt Annæ Pigekor har for nylig fået Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte som protektor og er dermed trådt ind i en ny æra med større synlighed både nationalt og internationalt. I Danmark deltager koret således stadig oftere i offentlige kulturelle arrangementer ligesom korets Danmarksturnéer har stor national bevågenhed. Også rejser til udlandet indgår i Sankt Annæ Pigekors projekter, og i marts 2007 rejser koret på en turné til USA og Canada i et samarbejde med forskellige kulturinstitutioner. Koret ledes af chefdirigent Claus Vestergaard Jensen, der har undervist på Sankt Annæ Gymnasium siden 1978, sidder i dommerpanelet i "Sangerdyst fra kyst til kyst" og som har komponeret flere værker til pigekoret. Der er gratis adgang.