Dagligstuemøde med skoledebat
Alle er velkomne til at møde op og stille spørgsmål på tirsdag
Socialdemokraterne i Dansborg holder dagligstuemøde - åbent for alle kommunens borgere - på tirsdag den 8. november kl. 19.00 i Fritidshjemmet Lejerbo, Arnold Nielsens Boulevard 1 A. - Set i lyset af de mange artikler der hen over året og især i forbindelse med budgetvedtagelsen har været i avisen, har Socialdemokraterne i Dansborg sat formanden for Skoleudvalget, Milton Graff Petersen stævne, oplyser Susanne Brixum. - Vi inviterer alle med interesse for folkeskolen og de vilkår der gives vore børn, til at møde op og deltage i debatten. -Spørgsmålene kan være mangfoldige og strække sig lige fra lærerflugt, Pisa-undersøgelse, manglende læsefærdigheder, disciplinen i skolerne og mobning for bare at nævne nogle af de problemstillinger der trænger sig på.