På togt med Noas ark
Ulvetime i Strandmarkskirken
På torsdag den 23. marts kl. 17.00 er der igen ulvetime i Strandmarkskirken. Ulvetimen er en hyggelig gudstjeneste, der er særligt tilrettelagt for de 3-6 årige og deres familier. Til gudstjenesten fortæller sognepræst Lisa Borg den spændende historie om Noas ark. - Børnene er velkomne til at tage en bamse med, så kan den få en lille sejltur på Noas ark, fortæller Lisa Borg. Hun peger på, at det er vigtigt at børnene får nogle gode oplevelser, hvor de sammen med deres familier kan føle sig hjemme i kirken. - De par sange vi skal synge er lette, og skrevet på melodier som børnene i forvejen kender fra børnehaverne, fortæller Lisa Borg, - og med i kirken har vi en model af Noas ark, fortsætter hun. På den måde vil hun være med til at sikre at gudstjenesten kommer til at foregå i børnehøjde. Efter den korte gudstjeneste er der pitabrød og salatbuffet, blandt andet med skinketern, agurker og små frikadeller, så der er noget for enhver smag - og børnene kan selv være med til at vælge hvad de vil spise. Børnene spiser gratis, mens de voksne skal betale 25,- kr. pr. person for at maden. Ulvetimen udspringer af et ønske om at lave nogle gudstjenester, der er specielt rettet mod de yngste, og som samtidig ligger på et tidspunkt hvor forældrene mere eller mindre kan tage direkte fra børnehaven og ned i kirken - og ikke behøver at tænke på at skulle hjem og lave aftensmad også. Det er sognepræst Lisa Borg og sognemedhjælper Ulla Schejbel Nielsen der står bag ulvetimen. Der er ingen tilmelding, man møder bare op i kirken.