Wolves vinder og vinder
Spiller i aften kl. 20.30 mod Amager Jets
l ISHOCKEY: Det blev en lidt underlig affære, da Hvidovre Wolves midt i ugen spillede mod det sammensatte mandskab fra Herlev/Rungsted. Kampen endte med sejr til Wolves på 6-4, men der blev først lukket og slukket i 3. periode. - Vi kunne nemt have været foran med både 2 og 3 mål alene i første periode, men nu blev det desværre ikke sådan, konstaterede træner Magnus Sundquist efter kampen. - Med vores udeblevne scoringer fik Herlev/Rungsted blod på tanden, og de fik lagt os grundigt under pres, og under pres begik vi fejl, som blev omsat i mål. Mange spillere løb rundt og kiggede på pucken og spillede meget forsigtig i egen zone, og kun momentvis fungerede spillet i angrebszonen, men stadig uden scoringer... - Til gengæld fungerede spillet rigtig godt i 3. periode , hvor der virkelig var spillere, der trådte i karakter. Her fik vi vendt skuden og vendt kampen til vores fordel... - Mange spillede under vanlig standard, så der bliver set frem til aftenens opgave mod Amager Jets, der er en af de skarpe konkurrenter til at vinde 1. division. Endnu engang viste 3. kæden; Patrick Frederichsen, Kasper Larsen og Ricki Sloth at være vores klart bedste sammen med Casper Winther, der også har fået mere fart på skøjterne... Børner er stoppet - Henrik Børner har meddelt, at han stopper i Hvidovre, da han ikke kan forene opførelse af nyt hus og ishockey. eb