HCA-projekt udskudt
Sange af Marilyn Mazur høres først i 2007
H.C. Andersen-året er netop slut, men ét af de lokale projekter nåede aldrig frem. Det drejer som et projekt, der involverer Poul Dissing og Marilyn Mazur. Et projekt som først kan høres og ses i Medborgersalen i 2007. Det har Kultur- og Fritidsudvalget måttet beslutte, da det forleden "rullede" uforbrugte midler på 88.000 kr. for HCA-året ind i 2006. Udskydelsen er igangsat af et brev fra Hvidovre Musikskoles leder, Holger Steinrud. - Der var planlagt en præsentation i 2005 med Poul Dissing og Pentagon Symfoniorkestret omkring H.C. Andersen sange med musik af Marilyn Mazur med henblik på udgivelse som børne-sange, indleder Steinrud, og uddyber: - På grund af Marilyn Mazurs sygdom og deraf følgende problemer med at passe en opførelse ind i Poul Dissings turnéplan, må projektet flyttes til 2006. Selve præsentationen af sangene vil derefter blive lanceret som "Fra Andersen til Andersen", nemlig en kombination af H.C. Andersens og Benny Andersens sange med Poul Dissing som solist. Der planlægges opførelser af disse i 2006 og datoerne fastlægges på et møde den 13. december mellem Musikskolen, Marilyn Mazur og Poul Dissing, forklarer Holger Steinrud. Uheldet ude Holger Steinrud ærgrer sig over, at projektet, der skulle have været opført i maj, måtte udskydes - en beslutning, han tog alene. - Uheldet var ude og skyldes en masse omstændigheder. Marilyn Mazur fik influenza et par uger i januar. Der har siden været mange forhindringer indover udover Poul Dissings og Mazurs turplaner. Og det har været nødvendigt at finde andre opgaver til Pentagon Symfoniorkestret imens, siger Holger Steinrud. - Men når nu endelig uheldet skulle være ude, så er fordelen sandsynligvis, at projektet får mere opmærksomhed i 2007 end det ville have fået i år, hvor det måske var druknet lidt i alle de andre HCA-projekter, siger Steinrud, der betegner projektet og sangene som "et varigt gode" til bl.a. Hvidovreborgerne. Han tilføjer, at projektet koster 25.000 kr. (ud af "rullede" 88.000 kr., som også skal dække andre formål, red.) - penge, der går til trykning af sangene. Alle andre udgifter betales af Hvidovre Musikskole og Hvidovre Musikråd. terf