Bagud 0-2, men vandt
l Junior – AB 3-2: Det var med svære betingelser, at HIF's juniorliga-mandskab løb på banen mod bundholdet AB. - Vi havde på to uger kun trænet 2 gange på kunstgræs, fortæller træner Carit Falch. - Banerne på stadion var lukket, så vi måtte forsøge at finde alternativer, og da alle baner var lukket og kunstgræsbanerne rundt omkring i andre kommuner, var booket helt op, var vi nødsaget til at klare os med noget løb og en lille indendørs hal. Til gengæld var humøret højt og stemningen i truppen god. I kampen mod AB startede man dog ikke godt, spillerne virkede ikke kampklare og det kostede. Efter 1. halvleg var man bagud 0-2. AB havde ikke skabt de helt store chancer men ud af tre forsøg havde de scoret på de to. HIF's problem var igen, at man ikke kunne score på trods af op til 10 store chancer. I pausen skiftede HIF over til 3-4-3, man tog en forsvarsspiller ud og satte drengespilleren Morten Thomsen ind, - og det gav bonus. AB virkede nervøse, det udnyttede Morten Thomsen ved at lave to rigtige centerforward-mål, lige præcis det som holdet har manglet igennem hele sæsonen. HIF's mål til 3-2 var et selvmål, man fik presset frem ved at pumpe bolde ind i feltet og til sidst gav det bonus. - Og med hele syv mand i truppen danner de stammen om HIF's juniorhold til næste år, og derfor ser jeg meget positivt på tingene, konkluderer træner Falch. Ynglinge – AB 0-0: Det uafgjorte resultat mod bundholdet AB var nok en skuffelse for HIF. Hvidovres Ynglingetræner Brian Riemer udtalte efter kampen: - Vi havde viljen og gejsten da vi gik ud til kampen. Vi lagde ud i en 3-4-1-2 og satte os hårdt på dem, dog uden at producere de helt store chancer, siger træner Brian Riemer. - Vi forsøgte at spille offensivt og presse AB. Efter en halv times spil havde Patrick Jensen et godt forsøg på mål, hvor han desværre sparker bolden lige på AB's målmand. Herefter havde Nicolaj Harms to hovedstødsforsøg, der heller ikke gik ind. 2. halvleg faldt HIF lidt i tempo, dog uden at lukke AB ind i kampen. Selve spillet kunne man ikke være utilfreds, med det var bare en af de dage hvor målene udeblev. Næste weekend tager både junior og ynglinge til Esbjerg, hvor de spiller turneringens sidste kampe.