Fortsat gys i Friheden
Den interne uenighed blandt beboerne i boligselskabet genoptages - møde i morgen
Gyseren i Boligselskabet Friheden fortsætter, når beboerne igen i morgen samles til fortsat strid og intern ballade, bl.a. om beboerrådgiver Susanne Hulkvists exit. - Det ordinære afdelingsmøde fortsætter torsdag den 16. marts kl. 19.00. Vi blev ikke færdig med alle forslag og valget, så mødet fortsætter i Frihedens Idrætscenter, boldhallen. Der er omdelt en ny indkaldelse, meddeler Boligselskabet Friheden. Baggrunden er, at beretningen på det forrige møde - samt mange forslag til dagordenen - tog så lang tid, at man bl.a. ikke nåede frem til valg af bestyrelse, så Christian Thode, - der ellers havde bebudet sin afgang -, er stadig fungerende formand indtil afdelingsmødet i morgen. På mødet i februar afviste man at sende forslaget om et mistillidsvotum ud til urafstemning eller foretage skriftlig afstemning. I stedet blev de 8-9 forslag til mistillidserklæring til bestyrelsen samlet undet eet og nedstemt. Kampvalg om formandsposten? Der sporedes lidt splittelse i bestyrelsen, da bestyrelsesmedlemmet og tidl. næstformand Torben Bartels forinden meddelte, at han også opstillede som formandskandidat, skønt bestyrelsen ellers havde peget på Marianne Salomonsen som Chr. Thodes arvtager. Efter mødet i februar har Hvidovre Avis spurgt Torben Bartels om hans syn på mødet i marts. - Det bliver spændende, det har efterhånden udviklet sig til lidt af en gyser, siger Torben Bartels. terf