Lysende tenorer, og varme alter
Koncert med det verdensberømte Kiev Kammerkor i Risbjerg kirke
På lørdag den 19 august kl 17.00 er der koncert med det verdensberømte Kiev kammerkor i Risbjerg kirke. Det er i år 10 år siden, koret første gang gæstede Danmark. Koret blev dannet i 1991 og har således 15 års jubilæum i år. Det er blevet til 998 koncerter, afholdt i Europa, USA og Canada, indtil nu, så koret kommer til at afholde sin koncert nr. 1.000 her i Danmark. Korets stifter og dirigent Mykola Hobdych, der er selve ildsjælen bag succes’en, udgiver noder på korets eget forlag. Han arrangerer og udsætter værker for kor og er stifter og leder af "De Gyldne Kuplers Festival" i Kiev, en korfestival, som i år finder sted for 10. gang. Han har udgivet mere end 20 CD'er med sit kor, de fleste med musik, som aldrig har været udgivet før, og som i hvert tilfælde, hvad kirkemusikken angår, ikke har været sunget i de sidste 70 år inden uafhængigheden i 1991. Han er allestedsnærværende under koncerterne, hvor han udover at dirigere synger solo eller spiller på folkemusikinstrumenter. Mykola Hobdych har med Kiev Kammerkor gjort ukrainsk musik kendt uden for sit lands grænser. Koncertprogrammerne indeholder altid musik fra den tidligste tid, og musik fra den allernyeste, som regel helt nykomponerede værker, skrevet specielt til Kiev Kammerkor. Der er et blomstrende musikliv i Ukraine, mange kor og mange komponister, nogle internationalt kendte som Skoryk, Sylvestrov og Stankovych, så vi er heldige, at vi her i Danmark kan følge med i de nyeste trends inden for musiklivet, som det udfolder sig i Kiev, når vi får besøg af Kiev Kammerkor. Sangerne i Kiev Kammerkor er håndplukkede til opgaven, de er alle solister og ensemblesangere på samme tid. De dybe karakteristiske basser, som bare går uendelig langt ned, de lysende tenorer, de varme alter og de tindrende sopraner, tilsammen udgør de Kiev Kammerkor, og ved hver koncert, hver gang, giver de deres tilhørere en stor musikalsk oplevelse. Entré til koncerten 60 kr