Udvider med biløkonomuddannelse
Monks Automobiler har netop ansat en studerende
nDen populære uddannelse til biløkonom udbydes nu også af Erhvervsakademiet i Lyngby. Første hold oprettes allerede til sommer, og uddannelsen, der er videregående, varer 2 1/2 år. Uddannelsen er tidligere blevet udbudt af Niels Brock i en lidt anden form, men er ellers udelukkende blevet udbudt i Århus. Biløkonomuddannelsen er en overbygning af markedsføringsøkonomuddannelsen, der er en kortere videregående uddannelse. Man arbejder med fag som markedsføring, økonomisk styring, organisation og ledelse. Der arbejdes med projekter og specialer, og forløbet afsluttes med aflevering og evaluering af et hovedprojekt. Efter uddannelsen kan man evt. tage et speciale på HD. Praktik i bilvirksomhed Alle biløkonomstuderende arbejder mindst én dag om ugen i en tilknyttet virksomhed inden for bilbranchen. Her arbejdes med mange udfordrende og forskelligartede arbejdsopgaver som f.eks. planlægning af markedsføring, udarbejdelse af salgsstatistikker og kundeanalyser, økonomiske kalkulationer samt opbygning af bilvirksomhedens "eftermarkeds-strategi" og CRM-systemer. Efter 1 1/2 års studie følger et obligatorisk udlandsophold samt et afsluttende traineeforløb af et halvt års varighed i uddannelsesvirksomheden. Uddannelse hos Monks Peter Monk, adm. direktør i Monks Automobiler, har ansat en biløkonom-studerende med henblik på at løse administrative opgaver, som kan styrke ledelsesfunktionen. - Vores virksomhed er vokset gennem de sidste år, og vi har ligeledes gennemført et generationsskifte, som gør, at jeg skal have frigjort flere kræfter til den strategiske planlægning. Det er vigtigt, at jeg kan komme mere op i helikopterhøjde og således få det overblik, der skal til for at leve op til vores målsætning om at være blandt de ledende bilforhandlere i Danmark. Kun herved kan vi sikre, at vi - i disse foranderlige tider - også vil være en del af fremtidens bilbranche, påpeger Peter Monk. Kravet for at blive optaget på uddannelsen er en gymnasial baggrund eller en relevant merkantil erhvervsuddannelse. Der kan læses mere om biløkonomuddannelsen på Erhvervsakademiets hjemmeside.