Det er blevet forår hos Billedskolen Paletten
Billedskolen Paletten er et tilbud til billedglade børn, der her kan fordybe sig i kunstens glæder. Paletten udfordrer deres fantasi og understøtter deres kreativitet og lyst til at eksperimentere. Og så får man oven i købet lov til at udstille! Foråret 2006 byder på to hold for de 7-9 årige med billedkunstner Anne Gudrun Sejersen. Der undervises tirsdage og onsdage kl. 14.30-16.30. Holdene starter i uge 5 og slutter i uge 18. Derudover er der billedhold for de 10-14 årige under "Fritid for Dig". De 7-9 årige kan komme på "Billedværksted". Her kommer man til at fordybe sig i billedkunsten. Man lærer mange forskellige materialer og teknikker at kende: Tegne med blyant, kul, tusch, oliepastel og kridt. Man vil arbejde med grafik, collage og male på alle mulige tænkelige måder med pensel, svamp, fjer og fingre. Man arbejder med temaer, og nogle gange vil der være opgaver, hvor man lader sig inspirere af andre kunstneres værker, andre gange bruger man sin egen fantasi. Børnekulturkonsulent Hanne Krebs tager imod tilmeldinger, der skal være i hus senest på tirsdag den 17. januar. Der trækkes lod om pladserne og det koster 350 kr. inkl. materialer at deltage i undervisningen. Billedskolen ligger i Medborgerhusets underetage, Hvidovrevej 280.