Tre fra Hvidovre nu klar til DM i motorcross
- og fire andre har stadig en chance
MOTORCROSS: Der er fuld fart over Køgevejens Crossafdeling, en afdeling under Køgevejens Børne- & Ungdomshus. Her i foråret har flere af klubbens unge crosskørere deltaget i tre kvalifikationsløb for at komme med ved det afsluttende DM i september. Den sidste afdeling foregik forleden på Amagerbanen med ikke færre end 150 deltagere. Hvidovreklubben var medarrangør og havde 18 deltagere med, hvoraf tre på nuværende tidspunkt er sikre på at deltage ved DM. Det er Thomas Harndahl, klasse 4.b, der blev nummer 4, Frank Jensen i klasse 3 b, og Kristian Smith i klasse 3 a. - Derudover har fire andre mulighed for at komme med til DM, der i år skal foregå ved Græsted/Gilleleje den 10.-11. september, fortæller Birger Hansen. - Det er Kevin Holt i klasse 4 b, Daniel Frederiksen i klasse 3 b, og Nicklas Simonsen og Tobias Lintrup i klasse 2.