Ny Kalborg-succes med oprykning
Slutter i Greve, men tager nok et "sabbatår" som kommentator ved DR
l FODBOLD: Han har igen haft succes som oprykningsmager, - Hvidovres tidligere cheftræner Jan Kalborg, der var manden bag klubbens oprykning fra Danmarksserien helt op til Superligaen i midten og slutningen af 90'erne. Efter en række trange kår for Greve, har han igen skaffet divisionsstatus til den store sjællandske klub. Oprykningen blev fejret forleden med en 1-0 sejr over de nærmeste rivaler Amager U med ca. 900 begejstrede tilskuere på Greve stadion. 50-årige Kalborg har været 4 år i Greve, og det er blevet til tre oprykninger, - fra Sjællandserien, Kval.-rækken og nu en 1-plads i Danmarksserien. Sabbatår og DR-radio HIF kommer dog ikke til at møde klubbens gamle træner i den forestående sæson i 2. division, idet Jan Kalborg slutter sit virke i Greve. - Jeg mener, det er passende at slutte efter 4 år dernede, siger Jan Kalborg. - Især da jeg kan aflevere et godt materiale til min afløser, der bliver Jan Poulsen. Kalborg, der i det daglige er lærer på Sønderkærskolen, har iøvrigt ikke haft travlt med at finde en ny klub: - Jeg har fået flere henvendelser, men lige nu er jeg mest stemt for at tage et halvt sabbatår, samtidig med at jeg har nok at gøre som ekspertkommentator for Danmarks Radio, hvor jeg lige har været i Portugal og bl.a. skal til VM i Tyskland. Det er også et spændende og lærerigt fodboldjob, slutter Kalborg. mads-