På med uniformen
Selvom skoleferien er trådt i kraft, får folkeskolen ikke ét minuts fred for den evige traver - utilfredsheden i og omkring folkeskolen. Denne gang handler det om vilde børn, der gør livet surt for lærerne, der slås med krævende forældre og uregerlige unger. Således er lærerne mere utilfredse med at være lærere end for blot få år siden, viser Ugebrevet Mandag Morgens undersøgelse blandt 231 skoleledere. 42 procent har indtryk af, at deres lærere er mindre tilfredse med jobbet. Som årsager peger de på, at børnene er blevet mere vilde, at deres forældre er mere krævende og mindre fællesskabsorienterede end før. Samt at lærerne reagerer på politikernes konstante krav om forandring og faglighed. Lærerne får for meget skældud for deres indsats, mener skolelederne. De mener også, at lærerne er utilfredse med den nye folkeskolelov, der skal føres ud i livet i de næste år. Om det er skolelederne, der selv skælder for meget ud på lærerne, fremgår ikke. Men det fremgår med al tydelighed, at respekten for elevens personlige udvikling er blevet så indarbejdet, at man næsten kan tale om et tabu. Det er undersøgelsen bl.a. et udtryk for. At skolen er ved at synke i knæ under kombinationen af mere ringe økonomi og øget individualisering. Der er bl.a. disciplinkrise på flere skoler - eller disciplin-udfordring, hvis man vil være positiv. Og noget af det mest disciplin-udfordrende har jo til alle tider været kropssprog og påklædning. Piger, der alt for unge får lov at pierce sig og gå rundt med tøj, der burde sidde på voksne kvinder. Tøj, der hæmmer andre børn med sine religiøse ytringer, hvad enten der bæres store kors, yin-yan tegn eller diverse hovedbeklædninger. Det evindelige krav om at købe dyrt modetøj, for ikke at blive mobbet i klassen. Et radikalt skridt, der kunne genindføre disciplinen, fællesskabsfølelsen og sende signaler om, at egoet i skolen er underlagt respekten for andre, er skoleuniformen. Uniformen er et konkret udtryk for lighedstanken. Findes der noget mere dansk? Så på med uniformen - og vi vil straks få mere glade lærere.