Bilag offentliggøres elektronisk
Nu kan borgerne gå på kommunens hjemmeside og finde bilag til alle sager, der behandles på åbne dagsordener i de politiske udvalg. Hidtil har kun dagsordener og referater fra de politiske udvalgsmøder i Hvidovre Kommune været offentligt tilgængelige på Internettet. Men nu kan borgere gå ind og se de notater, høringssvar med mere, der ligger til grund for politikernes stillingtagen i sagen. Den nye åbenhed om bilagene fik sin debut i tirsdags, hvor dagsordenen til Socialudvalgets møde var forsynet med links til samtlige bilag. Her kan man eksempelvis se en opgørelse over, hvor mange borgere, der er godkendt til plejebolig eller se en statistik over udviklingen i antallet af anbringelser fra 1998 og til nu. Fremover vil alle bilag til sager, der behandles på et åbent udvalgsmøde i Hvidovre Kommune kunne findes på hjemmesiden forud for et udvalgsmøde. Desuden kan borgere, der ikke har adgang til en computer, hente en papirudgave af bilagene enten på biblioteket eller i Rådhusservice.