Clio med vokseværk
Jørli Petersen prøvekører Renault Clio III 1,6 Beatup 5d til 204.992 kr.
Renault går mindre radikalt til værks, når bilerne er mindre. Clio er traditionelt en Renault topsælger, så det gælder om ikke at skræmme alt for mange købere væk på forhånd, så den lodrette bagrude fra Megane og flere af de større modeller går ikke på nyeste udgave af Clio, som også er Car of the Year i Europa. Den internationale titel blev ikke gentaget i Danmark. Renault havde kun et par topmodeller til rådighed under den danske kåring, basismodellerne var stort set ukendte for det meste af juryen, men personligt havde jeg Clio til en topplacering, og det var netop de manglende grundmodeller, der fik min pil til at pege i retning af Clio III. Den nye Clio bærer med rette betegnelsen ny. Især komfort, plads og materialer har fået et løft, og kørekomforten er rykket mere end en klasse op. Hvis man sætter biler i bås, er Renault Clio en bil i størrelse nummer to. Den næstmindste størrelse har normalt ikke de pladsforhold, som passer til en dansk standardfamilie, men Clio III vender op og ned på begreberne. Sammenlignet med den tidligere Clio, som er en rummelig og funktionel bil, er den næste Clio hele 17,4 cm længere. Akselafstanden er øget med 10 cm til 258 cm, det er samme afstand mellem for- og baghjul som VW Golf, som er en bil, der normalt betegnes som en større bil. Afstanden mellem for- og bagsæde i Clio III er også forlænget. Der er bunkevis af plads på bagsædet. Man kan sidde med benene over kors med en normal størrelse chauffør forrest bilen, og der er masser af plads, både til hoved og albuer. Bagagerummet er også forbedret, med 288 liter er indholdet øget med 33 liter fra den nuværende Clio, og Renault har ikke brugt lumske kneb for at få plads. Der ligger stadig et rigtigt reservehjul gemt under bilen. Mere og bedre bil Man kan heller ikke undgå at lægge mærke til de lækre materialer. Både plast- og stofmaterialer er af meget høj kvalitet, instrumentringen er som den bør være, og sikkerheden er i top. ESP er standard på alle modeller, og den nye Clio har enten seks eller helt op til otte air-bags. 3-dørs modellen har otte air-bags, hvor de to sidste sidder i forkanten af sæderne, mens den 5-dørs testbil har dobbelt selestrammere, og begge systemer skal forhindre, at man glider frem i sæderne i tilfælde af kollision. Selv om man ikke har brug for en 5-dørs Clio, så lyt til et godt råd. Køb den alligevel! Du vil fortryde den 3-dørs Clio, første gang du skal parkere ved indkøbscentret. Dørene i den 3-dørs Clio er i størrelse havelåge, og i tilgift får man dårligere udsyn ved udkørsel fra T-kryds. Først skal man kikke forbi den person, der eventuelt sidder i højre forsæde, derefter skal man kikke forbi nakkestøtten, og endelig skal man forsøge at kikke forbi B-stolpen, som er placeret langt tilbage i en 3-dørs Clio. Derfor er den 5-dørs model langt den bedste løsning, selv om man kun er to, men bag de lukkede døre er der også en usædvanlig støjsvag komfort, bilens størrelse taget i betragtning. Den nye Clio har taget 133 kg på i vægt sammenlignet med Clio II, 65 kg går til øget aktiv og passiv sikkerhed, 32 kg går til bedre materialer, mens hele 27 kg går til forbedret lyddæmpning, og det kan mærkes, når man sidder bag rattet. Testbilen har 1,6 motor med 110 HK og er naturligt en meget velfungerende bil med rigeligt med kraftoverskud, men vi har alligevel et godt og billigt råd. Vælg den mindste benzinudgave med 1,2 motor og 75 HK; den skal have lidt flere omdrejninger for at tumle bilen, og den har ikke den overlegenhed som 1,6 udgaven, men vi mener alligevel, at 1,2 udgaven er det bedste køb, for nu kommer vi til de knap så gode sider ved Clio III. Vi er ikke så begejstrede for prisen. Testbilen koster 205.000 kr., og selv om der er høj sikkerhed i bilen, der har fået fem Euro NCAP stjerner, mangler der også lidt komfortudstyr, blandt andet lidt air-condition, så inden vi har set os om, er prisen noget højere. Det er den ene årsag, den anden er afstemning af styring eller servoeffekt. 1,6 udgaven er lidt overdreven, den er lidt vattet især i midterposition, man har ikke helt føling med de styrende og trækkende hjul, mens 1,2 udgaven er sat op som den skal være, og til manges undren mener vi, at 1,2 udgaven kører bedre end testbilen med 1,6.(LNB)