Personlige fejl kostede
HIF mødte et godt Herfølgehold - møder Greve i den sidste testkamp inden sæsonstart
l FODBOLD: Det var en rigtig god kamp Herfølge og HIF gav hinanden i lørdags i Farum, hvor det ikke er nødvendigt at spekulere i om det er sne, frost eller oversvømmelse. Den ene af Farum Kommunes to kunststofbaner var et perfekt underlag til en god testkamp. At HIF så begik to fejl, og Herfølge kunne nøjes med en, var så det. Herfølge straffede HIF og HIF straffede Herfølge. Dermed blev resultatet 2-1 til holdet fra 1. division, der var en rigtig god modstander med en fin organisation. HIF forsøgte at lægge et højt pres, og det lykkedes nogenlunde i det første kvarter. Man var dog sårbar hver gang Herfølge spillede sig ud af presset og etablerede kontrastød. Afstanden mellem dem, der lagde presset og den bageste kæde var for stor, og det gav megen rum til Herfølge. Et boldtab på egen banehalvdel betød 0-1, og for meget nipseri betød 0-2, som også var pausestillingen. Herfølge skiftede lidt rundt til 2. halvleg, og det skabte nogen usikkerhed. Det udnyttede HIF, og Rasmus Wulff reducerede til 1-2 efter fremragende forarbejde af indskiftede Mark Svendsen. Ass.træner Kim Rasmussen startede med Lasse Rostholm og Mike Petersen i front. De havde ikke så meget gavn af hinanden, og så fik Mark Svendsen og Tayfun Cevik chancen. Det gav lidt mere pondus i forreste geled, og HIF havde to forsøg på overliggeren. Men en god kamp mod en god modstander fra den bedste ende af 1. division. - Det var en lidt op og ned, mente Kim Rasmussen. - Vi var godt med i starten men fik aldrig etableret vores presspil effektivt. Herfølge var dygtige til ikke at lade sig stresse af os, og så gik der for meget småspil i det. Jeg er meget tilfreds med indskiftningerne, og især Philip Søkjær var iøjnefaldende. der er meget i ham. Men alt i alt en bestået 2. halvleg, hvor de første 45 minutter var noget på det jævne med for mange personlige fejl... - Her kort før sæsonstart ser det stadig fornuftigt ud. Vi har en bred trup, og vi er ikke bange for at bruge spiller nummer 17 og 18. Alle kan gå ind og gøre en forskel, og det er rigtig rart, når man sidder på bænken og skal handle. Vi spiller sidste testkamp på lørdag i Greve, hvis baneforholdene er til det, men det er i talende stund ret usikkert...eb