Skolerne er "Getmoving" i næste uge
Sundhedskampagne skal få skoleeleverne ud at røre sig
Sundhedsstyrelsen gennemfører i næste uge fra den 4.til 8. september kampagnen GetMoving om fysisk aktivitet til de 10-18 årige. Budskabet er, at alle børn og unge skal bevæge sig mindst i 60 minutter om dagen. Formålet med kampagnen er først og fremmest at give børn og unge lyst til at bevæge sig mere og udbrede viden om de gavnlige virkninger, som fysisk aktivitet har på sundheden. Hvidovre Kommune har sagt ja til at være med i den landsdækkende kampagne. Naturligvis - da kampagnen kan understøtte det forslag til Hvidovre Kommunes sundheds- og forebyggelsespolitik, som sandsynligvis vedtages her i efteråret. Et af indsatsområderne i politikken er netop fysisk aktivitet. Da målgruppen for kampagnen er børn fra 4. klasse og opefter, opfordres skolerne til at sætte Sundhed og fysisk aktivitet på dagsordenen i næste uge. Arbejdet er tænkt som inspiration til at tænke sundhed som en dimension i skolens hverdag året rundt. Pædagogisk Center er kontaktperson og koordinator for kampagnen i Hvidovre Kommune. Legepatruljer Til at understøtte skolernes arbejde med sundhed, har skolerne fået tilbud om at få uddannet legepatruljer, som kan sætte gang i fysisk aktivitet i frikvartererne på skolerne. 10 af kommunens skoler har sagt ja til at få uddannet legepatruljer. Uddannelsen til Legepatruljer finder sted i morgen torsdag 31. august kl. 9-15 i Dansborghallen, hvor Legepatruljeinstruktørerne Maria Albrechtsen og Ann-Karina Overlade fra Dansk Skoleidræt vil undervise ca. 65 elever og 10 lærere fra skolerne i Hvidovre. Formålet med legepatruljer er: "Projekt Legepatruljen har til formål, at skabe fysisk aktivitet for alle børn i frikvartererne gennem leg og bevægelse. Elever fra 6.-9. klassetrin uddannes til legepatruljer på kurser tilrettelagt og styret af legeinstruktører. Tilbage på skolerne skal eleverne fungere som forbilleder for yngre skolekammerater og inspirere de yngste elever til forskellige legeaktiviteter. På den enkelte skole skal der knyttes en lærer som tovhol-der for skolens legepatrulje." I samarbejde med idrætsklubber og centrale virksomheder inden for skole- og kulturforvaltningen tilbyder Pædagogisk Center skoleklasser fra 4. klasse og opefter at deltage i forskellige fysiske aktiviteter. Program blev udsendt til alle lærere og klasser i den første uge efter sommerferien. Tilmeldingerne er ved at være i hus, og foreløbig har 25 klasser ja tak til at deltage i aktiviteterne.