Al for høj spildprocent
HIF var spilstyrende - tabte 2-0 til KB/FCK
l FODBOLD: To spillere gjorde den store forskel, da KB/FCK noget ufortjent slog Hvidovre 2-0 i tordagens 2. divisionsopgør på Frederiksberg Stadion. Det var det letbenede, teknisk velfunderede lille angriber Mads Torrry, der scorede begge hjemmeholdets mål, - et i starten af kampen og det andet til allersidst -. Den anden meget afgørende KB-spiller var målmanden Thomas Villadsen, der - ligesom i efterårets kamp i Hvidovre - tog sig af alle skudforsøg og let og ubesværet plukkede alle bolde ned i luftrummet. Dermed var det "finito" med den sidste chance for at HIF fortsat skulle udgøre en trussel for Holbæk og Næstved i oprykningsracet. Om kampen er der ikke meget andet sige, end at HIF var klart spilstyrende både i 1. og 2. halvleg, og burde have scoret mindst 3-4 mål på meget oplagte chancer. I de første 45 minutter var der store tilbud til både Christian Lundby, Mark Svendsen og Barfoed, og efter pausen fortsatte de indskiftede Philip Søkjær, Tayfun Cevik, Søren Christiansen og til sidst Mike Petersen med afbrændere. I kampens sidste minutter kastede HIF næsten alt frem på banen, - begge midterforsvarere Jesper Kristoffersen og Morten Andersen blev dirigeret frem -, men hjemmeholdets keeper tog sig stadig af alt, hvad der kom ind i feltet. Med det "udsalg" bagude var det en let sag for Mads Torry at cementere KB-sejren til 2-0 i det 87. minut. - Vist burde vi have vundet den kamp, for KB-forsvaret var jo absolut til at tale med, mente Hvidovre-direktøren Michael Christensen. - Men det er jo utroligt svært at vinde, når vore angriberes spildprocent er så høj. mads-