Rid, syng, krejl med Kæmperne
God tilslutning til markedsdagene
HIF's Gamle Kæmper kører torvedage i Hvidovre for 7. år i træk - de starter sæsonen på lørdag den 29. april. Succesen har gjort, at Kæmperne må udvide arrangementet. Hvidovreborgerne vil sommeren over møde en mere intens markedstemning end tidligere. Flere stadepladser til handlende, musik fra hjem- og udland, hoppeborg og ponyridning skal pryde pladsen foran rådhuset hver tredje lørdag i løbet af sommeren. Et nyerhvervet partytelt vil blive sat op, så der er plads til ialt 100 mennesker, som kan komme i ly for sol eller regn. Musikscenen består af gamle kendinge og debutanter. Et af de mere farverige navne, som spiller på alle markedsdagene, bliver den peruvianske gruppe "Urubamba". Gruppen, som består af fire medlemmer, spiller panfløjte, spansk guitar, trommer og Charango (indiansk guitar). På lørdag er det Urubamba og Jimmi Hansen der står for musikken. Ellers vil man de kommende lørdage kunne lytte til "Jam Band" med Jesper Andersen, Johnny Winsløv, Eva og Konstantin, Harmonika Vennerne og Peter Klarskov. Antallet af stadepladser er øget på grund af efterspørgsel. - Men man skal skynde sig, hvis man vil have en. Der er rift om dem, fortæller præsidenten for De Gamle Kæmper, Jørgen Klemp. Prisen for en plads er 140 kr og kan rekvireres på tlf. 26 16 43 35. Der er lagt op til liv og glade dage på markedspladsen med en masse mennesker og forhåbentlig rigeligt med sol. Kæmperne satser på massiv opbakning, og glæder sig til årspremieren på lørdag. bak