Se, hvad vi kan!
En scene fra årets skoleteater blev vist. Rektor talte. Eleverne præsenterede aftenens forløb. Og der blev spillet musik. Avedøre Gymnasium holdt i sidste uge orienteringsaften - en aften, hvor gymnasiets tilbud til kommende elever præsenteres med det ene formål at skaffe nye elever til 1.g-klasserne efter sommerferien. Og elever er der brug for. Avedøre Gymnasium bliver nemlig ligesom alle andre gymnasier selvejende efter kommunalreformen. Det betyder, at man selv skal skaffe elever og at økonomien er dybt afhængig af, hvor mange elever, der vælger at tage deres studentereksamen i Hvidovre. Men Avedøre har også et godt produkt. Det kunne de mange fremmødte konstatere ved at besøge de mange boder, der i dagens anledning skærpede interessen for Avedøres mange spændende fag. Og ved at høre nuværende elever tale varmt for netop deres skole. Udover de mange obligatoriske fag kunne kommende elever imponeres over skolens erfaringer med film og IT. Og glæde sig over det sociale liv, der hersker i stor stil med fester, musik, caféer og teater - og elevdemokrati. Gymnasiereformen var også et hot emne på AG i sidste uge, og de forskellige studieretninger blev fornemt præsenteret af lærere og elever.