Tiden er til forandringer
HBC-træner Jesper Larsen skifter til Gentofte - Jens Peter Nierhoff ny træner i HBC
l BADMINTON: Med triumfen sidste onsdag var det en lettere overraskelse, at træner Jesper Larsen offentliggjorde sin afgang. Han skifter efter denne sæson til Gentofte fra 1. division, og hans afløser bliver den tidligere danske mester Jens Peter Nierhoff, der også er inspektør i HBC Hallen. - Jeg vil gerne prøve noget nyt, og tingene forandrer sig jo hele tiden, fortæller Jesper Larsen. - Vi får som klub sværere og sværere ved at klare os økonomisk i en tid, hvor andre klubber tilsyneladende har større tiltrækningskraft. Vi har en meget stærk trup omkring 1. holdet, men bredden til træningerne er der bare ikke. De næstbedste spillere er for længst blevet lokket væk fra HBC med attraktive økonomiske tilbud, og her kan vi bare ikke følge med. Der er ingen HBC-ere, der flger med mig til Gentofte. Min store udfordring dér vil være at udvikle den talentmasse, klubben råder over, og den opgave glæder jeg mig meget til. Jeg har fået barn, og det er også en tidsrøver, så jeg ville kun kunne træne i HBC en gang om ugen. Det hænger ikke sammen, når vi taler badminton på absolut eliteniveau... - Jeg har oplevet Hvidovre Kommune som en god medspiller, som har ydet det, der er muligt indenfor de grænser, der nu engang er. Erhvervslivet i Hvidovre er stort set helt væk. Her bliver det anderledes i Gentofte. Her er både kommune eller erhvervsliv medspillere. HBC er som bekendt selvejende, og det betyder betydelige årlige udgifter til vedligeholdelse og nyanskaffelser, selvom man får kommunale tilskud. Men jeg er meget skuffet over, at Avedøre Holmes over 500 virksomheder er så anonyme og tilbageholdende. De vil have pressedækning, og den er der, men de holder sig alligevel langt væk... - Valget af Jens Peter Nierhoff som ny træner i HBC synes jeg er spændende. Han kender om nogen klubben indefra, og tilbage er bare at ønske ham og klubben al mulig held og lykke fremover. Jeg håber inderligt, at klubben kan holde sammen på det hele. Det vil være meget trist, hvis en rigtig god klub skulle forsvinde fra badmintonens landkort...eb