Gundersen helliger sig nu vinfremstilling
Ny organisation på Dansk VinCenter på Byvej
Dansk VinCenter på Byvej, Danmarks første kommercielle vingård, har i bestræbelserne på videre udvikling ændret sin organisation. Der vil således i den kommende tid ske en del tiltag på Dansk VinCenter. Disse tiltag sker bl.a. for at sikre den videre udvikling af Nordlund, vinen fra Dansk VinCenter, samt en udvikling af rammerne og indholdet af arrangementer på Dansk VinCenter. De umiddelbare tiltag, der er taget, er en ændret partnerskabskreds. Michael Gundersen, der grundlagde vingården i 1993, har solgt sine anparter i Dansk VinCenter til Torben Andreasen. Dermed er Dansk VinCenter nu et partnerskab mellem Torben Andreasen og Søren Beck. På det organisatoriske plan er der også sket ændringer. Torben Andreasen & Søren Beck udgør nu direktionen. Michael Gundersen fortsætter som vinmager på Dansk VinCenter med at lave Nordlund. Bitten Mølbak er udnævnt til daglig leder med ansvar for den daglige kommunikation, og Jørgen Hinsch er ansat på fuldtid som driftsleder med ansvaret for pasning af vinmarkerne. Al plantesalg er nu overdraget til Michael Gundersen. Dansk VinCenter vil i den kommende tid opprioritere arbejdet i vinmarkerne og i vineriet for at sikre Nordlunds placering på markedet. Faciliteterne på Dansk VinCenter forbedres løbende. Således er de rekreative drivhusområder "Orangeriet" allerede nu udvidet således, at op mod 300 mennesker kan sidde samlet under vinrankerne. Etableringen af et Vinothek er også under planlægning.