Swingende julegospel
Strandmarkskirkens Gospelkor underholder ved julekoncert på mandag
Dette års store julekoncert i Strandmarkskirken på mandag aften kommer til at byde på swingende glad gospel, når kirkens eget gospelkor slår tonen an til en rytmisk julekoncert. Denne dag optræder koret med band og dygtige solister fra korets egne rækker. Under ledelse af Susanne Lindeborgh vil der blive sunget iørefaldende gospelsange ligesom der også bliver tid til et par traditionelle julesange. - Strandmarkskirkens Gospelkor øver i kirken hver mandag aften, fortæller korets firmand Susanne Sørensen. - Det er et stort kor på ca. 50 deltagere, og man tager altid imod nye sangere. Koret har senest optrådt med stor succes på kultur- og fritidsmessen i Avedøre, ligesom de tidligere har optrådt for Folketinget på Christiansborg, hos forskellige firmaer, på plejehjem og i kirker. Julekoncerten holdes i Strandmarkskirken på mandag den 11. december kl. 19.30. Billetterne til koncerten koster 60,- kr., og kan bestilles hos korets formand Susanne Sørensen på tlf. 32 10 80 10. Eventuelt overskydende billetter sælges ved indgangen.