Så bider de igen - hundene
Hunden er desværre ikke altid postbuddets bedste ven. Det er den ømme erfaring 13 postbude Postområde Taastrup har gjort sig i årets første halvår, efter at have oplevet at blive angrebet af hunde under postomdeling. Postområdet dækker den vestlige del af Storkøbenhavn, Roskilde Amt samt Stevns. - Angrebene sker ofte i afleveringssituationen, hvor modtageren f.eks. åbner døren for at modtage posten, og hunden ved en fejl slipper ud. Men særligt her i sommerhalvåret er postbuddet ekstra udsat, da det jo er i denne tid, at hundene ofte går løs rundt i familiens have, forklarer Postmester Svend Heiselberg, Hvidovre Postkontor. - Nogle hundebid kan umiddelbart synes som små skader, men overfaldet i sig selv kan give et chok og nogle postbude bliver i en periode angst for hunde, siger Svend Heiselberg. - Heldigvis er det jo langt fra altid, at hunden bider, selv om den opfører sig aggressivt. Men mødet med en aggressiv hund sidder længe i postbuddet, og mange gange kan den psykologiske eftervirkning holde sig meget længere end et egentligt hundebid, forklarer Svend Heiselberg. - I Post Danmark gør vi, hvad vi kan, for at komme sådanne situationer i møde, blandt andet ved at give medarbejderne gode råd om hunde samt selvfølgelig at være forsigtige. Postbudene har også hundekiks med ud på ruterne, som et middel til at skabe god kontakt og accept hos hunden. Men hundeejerne kan også hjælpe postbuddet til at undgå de ubehagelige situationer. F.eks. kan hundeejeren sørge for at: - Have postkassen ved skellet, så postbuddet ikke længere behøver komme ind af lågen og ind på hundens enemærker. - At holde hunden inde, indtil postbuddet har været der. - Altid at have fat i halsbåndet, når man åbner døren, f.eks. når postbuddet kommer med en pakke. - At hundeejere i etageejendomme har hunden i snor på vej op af trappen. - At afskærme brevindkastet i døren, så hunden ikke kan komme til at bide postbuddet i fingrene. Postbudene siger på forhånd tak for hjælpen og ønsker alle en rigtig god sommer.