HIF-formand åbner kursusvirksomhed
n Formand for Hvidovre Fodbold A/S, Teddy Hebo Larsen , vil arrangere kurser, konferencer, seminarer og events gennem HIF's søsterselskab Solar Plexus A/S, der blev etableret i februar 2005. Selv har han dog ikke tid nok til at opdyrke markedet på det område, da han har fået en international stilling i Eli Lilly, med kraftig rejseaktivitet til følge. Derfor har Teddy Hebo Larsen og bestyrelsen bag Solar Plexus ansat Oscar Otto Sanz som kursuschef. Oscar Otto Sanz er født i Spanien. Han er cand.scient.pol. med efteruddannelse indenfor Human Ressources, og forfatter til bogen "En ung europæers bekendelser". Siden februar har kursuschefen brugt tiden på at få virksomheden op at stå - bl.a. i nye lokaler på Valseholmen, som der holdes reception i for aktionærerne på fredag. Ved receptionen vil Oscar Otto Sanz og Teddy Hebo Larsen nok ikke kunne lade være med at røbe lidt af bestyrelsens ambitiøse efterårsprogram, der efter sigende kommer til at omhandle bl.a. kurser og seminarer indenfor coaching, stress, ledelse og lean-principper. Dagsaktuel Blandt andet vil Solar Plexus A/S sætte ind omkring dagsaktuelle temaer gennem kurser og konferencer med kort varsel - og på den måde måske kunne medvirke til at sætte den politiske og faglige dagsorden. - Vi har tæt tilknytning til sportsverdenen og vil derfor anvende de såkaldte "synergieffekter". Synergien er en del af virksomhedens værdigrundlag, som ud over sporten forsvarer en social ansvarlighed, forklarer Oscar Otto Sanz til Hvidovre Erhvervs Avis. Sporten vil ifølge kursuschefen også komme til udtryk i Solar Plexus' måde at kommunikere på. Her vil Solar Plexus søge "en større og aktiv inddragelse af kursisten eller deltageren", og er ikke bleg for at "bringe træningsmetoder fra sportens verden direkte ind i arrangementerne". Virksomheden trækker sin viden og netværk fra en ekspertkomité, med kompetencer indenfor både forretnings- og sportsverdenen. terf