Rigtig skægt at være spejder ...
9-årige Olivia Strandbech har været spejder i snart fire år - og det kan hun klart anbefale til andre også
Onsdag aften var der åbent hus hos KFUM-spejderne ved hytten på Hvidovre Strandvej. Her kunne børn i alderen 6-10 år for en aften prøve spejderlivet i samarbejde med Aktiv Sommerferie 2006. - Vi holder hvert år disse "prøveaftener", hvor mulige spejderinteresserede kan få afprøvet spejderlivet. Det er helt sikkert en udmærket aktivitet for KFUM-spejderne at afholde disse aftener, da vi i princippet laver de samme aktiviteter som altid - men alligevel får muligheden for at vise spejderlivet frem for nogle nye børn også, fortæller gruppeleder Ole Spedtsberg. Hvert år formår spejderne at trække nye medlemmer til efter de tre aktivitetsaftener og aldersbegrænsningen er ifølge Ole Spedtsberg valgt med omhu: - Vi har erfaringer med, at børn og unge stopper som spejdere ved 13-14 års alderen. På det tidspunkt har de været spejdere et par år og vil derfor ud og prøve nogle nye interessante ting. Derudover oplever vi sjældent at få nye spejdere over ti år. Ville bare prøve det Et par af de unge damer som onsdag mødte op til spejderaftenen var Emilie Sommer og Karoline Dyppel. Begge bor de i Hvidovre og havde derfor i skolen fået hæftet "Aktiv Sommer 2006". Dét måtte de to prøve og deres mødre fulgte dem onsdag aften hen til spejderhytten. - Jeg har aldrig prøvet at være spejder før. Men jeg synes det lyder sjovt med både skattejagt og snobrød, fortalte 9-årige Karoline. - Ja, og det bliver da sikkert også rigtig sjovt. Vi skal rundt i forskellige grupper hvor vi skal lave knob og på skattejagt. Og til slut skal vi så bage snobrød og al det. Hvis det bliver sjovt, kunne jeg da godt overveje at blive spejder, afsluttede Emilie Sommer inden de to piger var igang med den fælles velkomst og præsentation af aftenen. Sammenlagt var der onsdag aften i bagende varme mødt otte børn op og gruppen blev derfor delt i to hold - et til pigerne og et til drengene. Herfra skulle børnene så cirkulere rundt til de forskellige ledere i ca. 20-25 min. hvert sted og derefter slutte af med fælles snobrød den sidste halve time. Hver leder havde en aktivitet på programmet og Olivia og Karoline, der selvfølgelig var i pigegruppen, skulle starte med at lære lidt om knob. Hver fik de et stykke reb og skulle så forsøge sig med at binde nogle af de svære knob som spejderlederen havde på programmet. Jeg er allerede spejder og det er skægt En der allerede for år tilbage valgte at blive spejder er den 9-årige Hvidovrepige Olivia Strandbech. Hun deltog selv i en prøveaften for ikke mindre end fire år siden og har siden da befundet sig godt hos KFUM-spejderne i Hvidovre. - Jeg har lært rigtig mange ting og har fået mange nye venner gennem spejderlivet. Blandt andet har jeg lært førstehjælp og at binde knob. Jeg har lært at bruge en dolk og har også fået bevis på, at jeg må bære den, fortalte Olivia og fremviste sit bevis som sad på den grønne spejderuniform. Olivias far hjælper en gang imellem til hos spejderne og onsdag aften var de begge taget ned til spejderhytten for at hjælpe med at gøre aftenen speciel for de nye spejderinteresserede. - Jeg er det man kalder ulv, der er gruppen for 2. og 3. klasses elever, men jeg har fået muligheden for at rykke op til de store spejdere meget snart. Jeg går hernede en gang om ugen og altid når jeg er på vej hertil kan jeg se at folk kigger efter min spejderuniform. Man føler sig altid lidt speciel, når man tager den på, og med de mange mærker bliver man også mindet om, hvor meget man egentlig har lært. Noget af det jeg bedst kan lide at lave som spejder er at tænde bål og at fiske. Det er sjove ting som vi heldigvis også laver meget af, fortæller Olivia. Skulle man sidde med en ubændig trang til selv at få afprøvet spejderlivet - er der endnu rig mulighed for det til de næste to spejderaftener. Der kræves ingen tilmelding, så er man mellem 6-10 år, møder man blot op til en god aften hos spejderne. Muligheden er der allerede i aften, onsdag den 12. juli, samt næste onsdag den 19. juli, begge aftener fra kl. 19.00 til 21.00. Aktiviteten arrangeres af KFUM-spejderne som et led i Aktiv Sommer og foregår i Spejderhytten, Hvidovre Strandvej 13. ck