To sejre over AB
l Ynglinge – AB 4-3: Sidste onsdag spillede HIF den udsatte kamp hjemme mod FC Midtjylland. Det blev ikke nogen nem opgave og det vidste HIF's træner Brian Riemer på forhånd: - Vi spillede efter at holde nullet så længe som overhovedet muligt, og så få et heldigt mål på en kontra eller en dødbold. Men den taktik blev hurtigt spoleret, da jyderne efter bare et minut bragte sig foran. Vi var oppe imod et bedre hold - ikke kun på dagen - men også i turneringen. Kampen endte 6-2 til FC Midtjylland, der godt kunne ligne en sikker vinder af ligaen. HIF skulle så allerede lørdag forsøge at få oprejsning ude imod rivalerne fra AB. Og HIF startede også godt, sad på kampen indtil et kvarters spil, hvor AB bragte sig på 1-0. - Der fik jeg mine bange anelser, når man tænker tilbage på Midtjyllandskampen, men drengene holdt gejsten oppe og 10 min. efter AB's scoring var det Jeppe Dybdahl, der fra 30 meters afstand sparkede bolden i nettet til 1-1. Til trods for at HIF havde overvægt i spillet, var det alligevel AB der kom foran både 2-1 og 3-1 på to dumme mål, hvor man så meget skidt ud. Lige inden pausen nåede Patrik Jensen at reducere til 3-2. HIF var klart et bedre hold end AB, men den sidste skarphed manglede i de afgørende situationer. Så det var et optimistisk hold der kom ud til 2. halvleg, og efter 12 min. brød backen Niclas Hofman igennem på højrekanten og smækkede den ind til Patrik Jensen, der på et hovedstød kunne udligne til 3-3. Bare 4 min.før tid, fik Patrik Jensen muligheden for at sparke alle tre point hjem, men AB målmanden halvklarede. Men inde foran mål dukkede heldigvis Patrick Nordahl op som matchvinder, da han gjorde det til 4-3. - Det var forårets sidste kamp, og en god afslutning på en forårssæson der er gået over forventning. Vores mål fra start var ikke at blive blandt de sidste to, og det mål er mere eller mindre blevet opfyldt, så nu skal vi sætte os ned og snakke om, hvad vores nye mål for efterårssæsonen skal være. Men vi skal nok ikke ud og erklære os mulige aspiranter til DM-medaljer, afslutter en glad Brian Riemer. Junior - AB 2-0: HIF's juniorhold revancherede sig også ovenpå nederlaget mod FC Midtjylland. Det blev til en 2-0 sejr over AB på mål af Morten Thomsen i det 17. min. og Thomas Vild-Andersen i det 22. min. Både ynglingene og juniorholdet kan nu holde sommerferie på en nydelig midtplacering, henholdsvis som nummer 5 og 6 blandt landets bedste klubber.