HUSET - vises nu frem!
Indvielsesreception og åbent-hus-arrangement hos Ældrerådet i næste uge
Ældrerådet og Det Frivillige Ældrearbejde er nu rykket ind i deres nye domicil på Hvidovrevej 253 B, og fredag i næste uge, den 18. august fra kl. 10.00 til 14.00, vises det frem ved et åbent-hus-arrangement, hvor alle er velkomne. - Efter lang tids renovering står HUSET, - som det er blevet døbt -, nu klar i meget flot stand, fortæller Ældrerådets formand Flemming Cramer-Larsen. - Vi glæder os til at vise det for alle interesserede. Om eftermiddagen, torsdag den 17. august er der reception for en indbudt kreds, og dagen efter altså åbent hus for alle. Den gamle telefoncentral Stedet har en lang historie i det lokale gadebillede. I mange år - allerede før krigsårene - var det Hvidovre Telefoncentral, senere tog Bikuben/BG Bank huset i besiddelse, og indtil forrige år blev det brugt som ungdomshus. Nu er det altså "Hvidovres grå guld", der er flyttet ind i størstedelen af huset. - Og det er absolut med stor tilfredshed, vi tager lokalerne i brug. Stedet er godt indrettet og placeringen ud mod Hvidovrevej, nær rådhus, bibliotek og Medborgerhus er jo formidabel, slutter Cramer-Larsen. Som tidligere omtalt er det dog ikke hele HUSET der bebos af Ældrerådet. Førstesalen benyttes som tillidsmandskontor for FOA (Hjemmeplejen), samt værested for de kommunale jordmødres udadrettede aktiviteter. m-