Tag ud og fisk
Imorgen, torsdag den 6. juli, er det for de 12-18-årige første mulighed for at komme på fisketur på Øresund. Aktiviteten arrangeres i samarbejde med Hvidovre Sports- og lystfiskerforening og er en del af Aktiv Sommer i Hvidovre. Der vil være rig mulighed for at nyde sommeren, havet og solen når kutteren imorgen stævner ud fra Helsingør Havn. Vil man med og have denne enestående oplevelse, skal man blot tilmelde sig til Allan Riboe på tlf. 36 75 13 15. Mødestedet er Hvidovre Sport på Hvidovrevej 158 og det anbefales at tage en madpakke og drikkevarer med på turen. Har man eget fiskegrej bør man medtage dette og ellers vil der være mulighed for at leje og købe fiskegrej. Ombord findes en kahyt, hvor man kan spise sin medbragte mad og der kan købes håndmadder, sodavand og pølser. Det anbefales endvidere at medbringe varmt tøj og regntøj - samt skiftetøj til hjemturen. Kan man ikke tage afsted imorgen torsdag er det ej tid til fortvivlelse - fisketuren finder nemlig sted igen torsdag den 20. juli, samt en sidste dag onsdag den 2. august.