Et sporskifte måske på vej hos Radikale?
Resolutionsforslag på landsmødet, der går imod det femte spor mellem Hvidovre og Tåstrup
l Meget tyder på at Det Radikale Venstre er på vej til et sporskifte i det store spørgsmål om den ny jernbane. Hidtil har partiet været mest stemt for det såkaldte "femte spor" mellem Hvidovre og Tåstrup, mens Konservative, SF, Socialdemokraterne og en stor del af Venstres folketingsgrupppe støtter løsningen med en ny jernbane over Køge. Den Radikale trafikordfører Martin Lidegaard, valgt i Roskildekredsen, har hidtil stået som eksponet for femte spor-løsningen, og har ment at der var fuld opbakning i gruppen. Nu er der imidlertid samlet over hundrede underskrifter fra radikale partimedlemmer, der kræver, at partiet ændre kursen og officielt støtter den mere fremtidssikrede Køge-linje. En lappeløsning Der vil sandsynligvis blive forelagt en resolution til afstemning på Det Radikale Venstres landsmøde den 17. september. - Resolutionen peger på, at vi bør støtte en ny jernbanelinje fra København til Ringsted over Køge, siger Lars Vestergaard, der har stået for undskriftsindsamlingen. - Det andet vil kun være en lappeløsning, og i de 5-6 år, det vil tage at anlægge den, vil den skabe så mange forsinkelser, at der ikke vil være en pendler tilbage, når den står færdig. Overfor Dagbladet/Roskilde peger Lars Vestergaard desuden på, at den stigende godstrafik vil kræve flere kanaler, end man har i dag. - En bane over Køge vil give meget bedre dækning på det felt, understreger Lars Vestergaard. Blandt de radikale folketingsmedlemmer der har skrevet under på resolutionen er Simon Emil Ammitzbøl: - Jeg accepterer, at der nok lige nu er flertal i folketingsgruppen for det femte spor, men det mest visionære ville være en Køge-løsning, siger han til Dagbladet. Vi vil nok afvente Sikkert på grund af den store uenighed - og måske usikkerhed - fik Det Radikale Venstre som bekendt regeringen og Dansk Folkeparti til at gå med på en flere millioner kostbar VVM-redegørelse, der skal undersøge begge løsningsmodeller. Talsmanden for "Femspors-løsningen", Martin Lidegaard, er ikke så overrrasket over at have mødt modstand i sit eget bagland: - Jeg foretrækker stadig det femte spor, men nu må vi vente og se. Iøvrigt tror jeg, Det Radikale Venstre på landsmødet, vil ende med at beslutte, at vi som parti skal afvente VVM-redegørelsen inden der tages stilling, siger Lidegaard. m-