Vågnede op til dåd
Tennisklubbens Thomas Skouboe nybagt sjællandsmester
l TENNIS: Søndag fik Hvidovre Tennisklub den første mester i flere år, ved Sjællandsmesterskaberne i Farum, hvor årets finaler blev afviklet. Før turneringsstarten var Thomas Skouboe, og makkeren Anne Gylling fra Birkerød blandt favoritterne til titlen i mix-double mesterrækken, med deres 2. seedning. Det var derfor ikke helt overraskende, at parret efter nogle meget sikre sejre i de indledende kampe, havde spillet sig til finalen. Her stod de overfor turneringens bedst seedede par. Hvidovre/Birkerød konstellationen, der første gang spillede sammen ved sidste års Danmarksmesterskab, viste dog fra starten at være klart det bedste par. I løbet af de første partier satte de sig totalt på kampen og 1.set blev afgjort på under en halv time med set cifret 6-1. Om det var nerver der spillede parret et puds i andet set, skal være usagt, men pludselig var det 1. seedede par foran 5-2, før Thomas Skouboe og Anne Gylling vågnede op til dåd. Herfra blev der for alvor strammet op, og parret gik fra 2-5 til 7-5 efter nogle forrygende dueller, og sikrede sig dermed titlen. Næste opgave for den stærke konstellation bliver Danmarksmesterskaber i begyndelse af august, hvor de skal forsøge at forbedre deres kvartfinale fra sidste år.