Herrerne viste klassen
Der var nogle af de gode takter tilbage hos HIF i kampen mod Nykøbing - stor kamp af målmand Sebastian Eskerod
l HÅNDBOLD: At lørdagens modstander; Nykøbing Falster har besejret nogle af de hold, som HIF har tabt til er ganske enkelt uforståeligt. HIF's håndboldherrer vandt opgøret 26-15 efter føring på 10-7 ved pausen. Gæsterne var langt fra en skræmmende modstander, og det var mere HIF's manglende effektivitet, der gjorde, at kampen ikke var afgjort efter de første 30 minutter. En meget stille og rolig indledning fra begge sider gav HIF en spinkel føring, da de som hold lige var en tand skarpere. HIF's tre første mål blev scoret af Kevin Rasmussen på tre forsøg, og han er en spændende spiller, der kan meget. Godt fodskifte, fint svæv og et godt skud. Desværre kunne han ikke holde det niveau, han indledte med, og så blev det hele lidt mere sjusket og chancebetonet. Pauseføring på 10-7 var godt set ud fra et defensivt syn. Her var det især målmand Sebastian Eskerod, der brillerede, og han blev bare stærkere og stærkere som kampen skred frem. Til sidst troede Nykøbing ikke på, de kunne passere ham, og det kunne de stort set heller ikke. Det sidste kvarter måtte han se tre bolde passere, og det var så det. Nicolaj Elken, som også er ny i HIF, viste ligeledes lovende takter, og han skal nok blive et stort aktiv for HIF på sigt. HIF trak fra i anden halvleg, hvor man var effektive i overtalsspillet og lukkede af, når man var i undertal. HIF har mange strenge at spille på, og en efter en meldte spillerne sig ind i kampen. Jack Wollerup, som scorede 6 gange, Søren Christiansen, der nettede 5 gange, og så et par energi-mål af Anders Tilgaard, Thomas Gundersen, Kenn Yamaue og Kevin Rasmussen. Nu resterer der en enkelt kamp ude mod Suså på søndag, og kan HIF vinde den kamp, er man meget godt med i rækken, inden der tages hul på kampene igen i 2007. Så må skadeslisten være minimeret og sammenspillet mere udviklet, og så kan det ikke gå galt.eb