Et nej til rygning på dispensation
Fra den 1. januar 2007 bliver der indført rygeforbud i Hvidovre Kommunes offentlige bygninger. Som omtalt i sidste uges Hvidovre Avis skulle kommunalbestyrelsen på sit møde forleden derfor tage stilling til en ansøgning om dispensation fra det kommende rygeforbud. Dispensationsansøgningen kom fra Hvidovre Banko, der på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt de deltagende faste bankospillere dokumenterede at 38 procent af deltagerne (89 personer) ikke længere vil deltage i bankospillene, hvis der bliver rygeforbud i Medborgersalen. Hvidovre Banko skønner, at et rygeforbud vil resultere i en omsætningsnedgang på omkring 10.000 kr. pr. spilleaften. Lad det være slået fast med syvtommersøm: Dispensationsansøgningen var ikke i nærheden af at blive vedtaget i kommunalbestyrelsen . Men at rygning er et spørgsmål som deler vandene – såvel i partierne som i familierne – var debatten i byrådssalen et særdeles udmærket eksempel på. Røgfrit bankomiljø Steen Ørskov Larsen (C): - Det er naturligvis ærgerligt, at et rygeforbud kommer til at koste omsætning i bankosalen. Men vi har i kommunalbestyrelsen besluttet et rygeforbud fra årsskiftet. Hvis vi allerede nu vedtog rygning på dispensation ville vi underminere vores egen røgpolitik med det samme… Helle Adelborg (A): - Siger vi ja til denne ansøgning, ruller lavinen. Og vi ønsker i Socialdemokratiet ikke at se lavinen rulle. Mon ikke også der hurtigt kommer nye bankospillere til?... Niels Ulsing (F): - Det er beklageligt, hvis der er nogen, som mister penge på baggrund af kommunalbestyrelsens rygepolitik. Men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg tror også, at der vil komme nye til i et røgfrit bankomiljø… Mette Dencker (O): - Jeg er tilfreds med, at vi afviser dispensationsansøgningen. Det er rart at kunne spille banko i en røgfri Medborgersal… - Jeg siger naturligvis ja til kommunens rygepolitik, anførte liste T’s Kim Østerberg. - Men jeg er åben for en dispensation. Bankospil er en god gammeldags dansk tradition og en god social og underholdende måde at skaffe penge til foreningerne på… Pernille Falcon (T) var ikke enig: - Vi skal ikke dispensere her… Allan Fredskov (A) stemte sammen med Finn Gerdes (A) mod resten af den socialdemokratiske gruppe: - Som minimum bør vi give Hvidovre Banko dispensation frem til den 31. maj 2007. Hvidovre Banko køber varer ind i august måned til hele sæsonen. Derfor bør vi give dem mulighed for at køre sæsonen færdig på de hidtidige vilkår… Men således gik det altså ikke. Fra den 1. januar må der ikke ryges i Hvidovre Kommunes offentlige bygninger. Heller ikke i Medborgersalen. oas