Vi opfylder bare ønsket
Kommunen har bedt om de 4 etager på nybyggeriet på Gl. Køge Landevej 316
- Vi opfylder bare det politiske ønske om byggehøjden, som kommunen stiller. Vi er ligeglade med højden og kunne sagtens bygge i bredden, men ønsket var, at vi skulle opføre byggeriet i 4 etager i henhold til lokalplanen. Sådan siger entreprenør Henrik Gammeltoft fra HVE Finans ApS om den skitserede ejendom på Gl. Køge Landevej 316, som han ifølge planen - og hvis byrådet siger ja til efteråret - vil opføre til næste år. De fire etager fremkommer fordi tagterassen går i hele husets længde og derfor betragtes som en fuld etage, selvom tagterrassen ligger inden for tagprofilen - og ikke som tre etager med mulighed for udnyttet tagetage, som lokalplanen foreskriver. Derfor dispensationen, som er fremkommet på kommunens anmodning - og ikke på entreprenørens. - Vores oprindelige mål var faktisk, at byggeriet skulle være 2 1/2 etager højt, men under forhandlingerne med kommunen stod det klart, at ønsket var, at lokalplanen skulle følges, tilføjer han. At følge lokalplanen, og ikke den tinglyste deklaration på 2 1/2 etager, var dog ikke det eneste emne, der var "oppe at vende" for entreprenøren. Også den kendsgerning, at nabohuset viste sig ikke at være til salg, pressede på i retning af flere end 2 1/2 etager. Hvad så med de indbliksgener, der klages over, og som ifølge naboerne kan dulmes med stor beplantning. Vil I frivilligt plante træer? - Der er slet ikke taget stilling til gartner-projektet endnu. Jeg er ikke afvisende overfor noget og medvirker gerne til løsning af problemer, nævner Henrik Gammeltoft. terf