Attack med i slutspillet?
Attack tabte til et bedre Hafnia mandskab - nu venter uhyre vigtig kamp hjemme
l FLOORBALL: Velvidende, at Vanløse tidligere på dagen havde taget point fra Herlev, skulle man bare bruge et enkelt point mod Hafnia, for at sikre sig tredje pladsen og dermed kvalifikation til slutspillet. Attack startede imidlertidig ganske forfærdeligt, og allerede efter 12 sekunder stod den 1-0 og efter et minut og otte sekunder yderligere 2-0 til gæsterne fra Hafnia. Attack spillede generelt to dårlige perioder, og var således efter første periode bagud 3-0 og efter anden periode bagud 6-1. Attacks enlige mål blev scoret af Johan Astvik. Til tredje periode blev der skiftet en del ud, så friske kræfter kom på banen. Det gav en langt bedre indstilling, og perioden blev også vundet med 2-1. Attacks mål sat ind af Sune Odér og Johan Astvik. Sidstnævnte i powerplay. Med til historien skal dog også siges, at Attack op til kampen havde døjet med skader, og som konsekvens heraf, startede både Denny Fröjdh, Andreas Tanghøj og Johan Astvik ude, mens Mikkel Andresen slet ikke var med. Team Århus, Attacks mulige modstander, hvis man får tredje pladsen, havde spioner på besøg til kampen, hvilket de sikkert ikke har fået meget ud af, for Attack leverede en gennemført rodet kamp. Nu skal der hentes et point, når man næste weekend hjemme tager i mod Vanløse. Vanløse har ikke længere noget at spille for, og kan spille frit. Attack derimod har kniven på struben og skal skabe et resultat.