Mange skoler har søgt penge til Kloge m2
Realkredit Danmarks vurderingspanel i tænkeboks
Skolerne og uddannelsesinstitutionerne her i Hvidovre området bobler af idéer og nye initiativer. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra antallet af ansøgere til Realkredit Danmarks "Kloge m2"-pulje. - Her i Hvidovre området er der 5 skoler, der har søgt om støtte til forskellige projekter. Nu træder vores Vurderingspanel sammen for at finde ud af hvem, der skal have penge. De lokale skoler konkurrerer på lige fod med projekterne fra resten af landet om at få del i Kloge m2 Puljen. Jeg håber selvfølgelig, at et af vores lokale projekter modtager støtte, når Vurderingspanelet træffer sin afgørelse i slutningen af november, siger områdechef Bo Klein Christensen, Realkredit Danmark. De lokale skoler har blandt andet søgt om penge til færdiggørelse af IT-lokaler og sansehaver med vandmiljø. Bo Klein Christensen understreger, at der ikke nogen grund til at hænge med hovedet, selvom ens projekt ikke får støtte i denne omgang. Til næste år er det nemlig igen muligt at søge penge fra Realkredit Danmarks "Kloge m2"-pulje. Ansøgningerne bliver vurderet af et Vurderingspanel, der består af repræsentanter for byggefagene, pædagogikken og Realkredit Danmark.