Alle biler under ét tag
Bjørn Canings Eftf. åbner i nybyggede lokaler på lørdag
Flotte nye bygninger har i et stykke tid været under opsejling på Bibliotekvej. Og på lørdag den 4. november kl. 10.00 åbner Bjørn Canings Eftf. i de nye lokaler. Dermed er en æra på Hvidovrevej slut. - Det er lidt nostalgisk at skulle sige farvel til Hvidovrevej, men alle glæder sig meget til at rykke over på Bibliotekvej, hvor vi får meget mere plads, siger indehaver Asbjørn Jensen. Bjørn Canings Eftf. kan fremover boltre sig på 1.200 m2 - under ét tag vel at mærke. Det betyder, at også de brugte biler skal præsenteres indedøre, hvilket bliver en fornøjelse for både personale og kunder. - Vi kan klargøre bilerne, så de tager sig flot ud, og så kunden får et absolut billede af, hvordan bilen ser ud, når de henter den - i stedet for at man skal kigge på ny - brugt - bil i alt slags vejr, siger Asbjørn Jensen. Det er meget få forhandlere forundt at have brugtbils-salget under tag, så Bjørn Canings Eftf. glæder sig til at være "pionér" på området. På 1. sal er der plads til over 20 fabriksnye biler, mens stueetagen byder på 30-35 brugte biler. Det betyder, at Bjørn Canings Eftf. for første gang i udstillingen kan præsentere alle nye modeller i Skodas program, hvilket uden tvivl vil give hele virksomheden et løft. At forretningen ikke længere ligger ud til et "strøg" bekymrer ikke bilforhandleren så meget. - Alle kunder i dag går på nettet for at se udvalget af biler, inden de for alvor går på indkøb, så de skal nok finde os alligevel... Bjørn Canings Eftf. får ikke værksted i de nye lokaler - de vil stadig være at finde på Sydvestvej 121 i Glostrup. Men man søger stadig efter egnede lokaler i Hvidovre-området. Virksomheden har ligget på Baunebakkevej siden 1981 og på Hvidovrevej siden 1989. I 1990 overtog Asbjørn Jensen forretningen. ark