Beklageligt, men sådan er vilkårerne nu engang
Bruger - Hjælper Formidlingen vil ikke gå ind i en offentlig mudderkastning med én borger, men indrømmer et stort sygefravær
Afdelingskoordinator Sofus Rossing fra det private firma "Bruger - Hjælper Formidlingen" kender godt til sagen omkring Lisbeth og Torben Simonsen, men vil så vidt muligt undgå at kommentere offentligt på enkeltsager, da det hverken gavner borgeren eller hjemmehjælperen, som efterfølgende skal "samarbejde" i hjemmet. Men han indrømmer, at antallet af forskellige hjælpere igennem 2 1/2 år er for stort i forhold til firmaets målsætning. Dog vil han tilføje, at firmaets optegnelser viser 263 istedet for 311. - Det er beklageligt, men disse sager er mere nuancerede end som så, og dagligdagen ser anderledes ud end tilbage i 2003, da vi bød ind på hjemmeplejen. Der lovede vi, at man kunne vælge mellem køn af hjælperne, og at man kunne få faste hjemmehjælpere... Men vores ansvarsområde bliver større for hver dag, da mange vælger vores private hjemmehjælp, men vi er desværre ramt af en uheldig tendens, hvor antallet af ældre stiger, mens antallet af medarbejdere til området ikke følger behovet, så rekrutteringsproblemet af uddannede er stort, samtidig med at sygefraværsprocenten generelt på dette felt ligger på 20 %, fastslår Sofus Rossing i et af firmaets mødelokaler på Ellebjergvej flankeret af Frit Valgskoordinator, Eva Steenslev. Ærlighed Ærlighed har høj prioritet hos virksomheden, og man lægger ikke skjul på problemerne i branchen hverken overfor de ældre, medarbejderne eller medierne. Man er nødt til at sætte sig ind i den egentlige hverdag for at forstå arbejdet med planlægning af ruter, hvor et hav af faktorer spiller ind - mange uforudsigelige. Pludselige sygemeldinger, ikke fremmødte hjælpere, forskellige kategorier af behov for hjemmehjælp og varierende uddannelse af personale skal pusles sammen i et større spil, som ændrer sig konstant med de mange variabler. Hos Bruger - Hjælper Formidlingen har man taget håndgribelige midler i brug mod den svingende arbejdskraft, da det absolut ikke er i firmaets interesse ikke at kunne tilbyde en tilfredsstillende hjemmehjælp. Personalet - Sundhedspersonalet er vores største aktiv, og vi gør alt for at skabe de bedst mulige ansættelsesforhold. Blandt andet tilbyder vi en god løn, mulighed for videreuddannelse og faste ruter. Men derudover er vi også stærkt fokuserede på det høje sygefravær i branchen og gør alt for at nedbringe dette. Eksempelvis har vi oprettet en såkaldt sygebonus, hvor man får lidt ekstra i lønningsposen for høj fremmødeprocent. Nu venter vi bare på at få lov til at udbetale den første bonus... Et andet tiltag, som kan lyde umenneskeligt, er vores opkald til medarbejderne om morgenen, hvor vi "vækker" dem og hører, om de møder på arbejde. Dette opkald foretager vi, indtil medarbejderen udviser stabilitet, forklarer Sofus Rossing meget åbenbart i sin fremlægning af branchens problemer - som i fremtiden vil se mørkere ud. Man har endvidere i år etableret en personaleafdeling, hvor en af de højst prioriterede arbejdsopgaver er styrkelsen af netop personalesiden på hjemmeplejeområdet. Derfor de mange vikarer Det er med disse elementer i mente, at man skal veje, om det udførte arbejde er godt nok. Tænkt eksempel: Er man visiteret til 5 besøg dagligt, så bliver det til 5 forskellige mennesker i hjemmet på fjorten dage - i den ideelle verden. En af disse skal lægge sig syg ifølge statistikken, det vil sige man bliver tildelt 10 vikarbesøg i den 2 ugers periode. Dertil kan flere blive syge på en gang, man kan have barn syg eller afholde ferie. Med disse omstændigheder medregnet, så kan man hurtigt blive besøgt af et større antal vikarer, og valget af eksempelvis køn og tidspunkter sidestilles af det konkrete og akutte behov hos brugeren, pointerer Eva Steenslev, som sagtens kan forestille sig et liv som ældre, hvor fremmede skal sørge for ens hygiejne - et ikke særlig rart billede, men de barske realiteter som er et samfundsproblem. Frit valg Man har som borger i Danmark frit valg af hjemmepleje. Det vil sige, at man frit kan vælge enten en privat eller offentlig udbyder - selvfølgelig fuldt finansieret af kommunen. Alle borgere kan derfor vælge en anden leverandør hvis man er utilfreds med den nuværende. Bruger - Hjælper Formidlingen ser endda et veksel af pendlere, som skifter efter forgodtbefindende. Ved den kontraktlige forpligtelse med kommunen har formidlingen bundet sig til visse krav. For eksempel må de ikke afvise borgere, som er besværlige eller direkte et problem for virksomheden. De må heller ikke afvise borgere, selvom de ikke har kapacitet, så derfor søges der konstant efter arbejdskraft på et udsultet marked. Samtidig har man også visse krav til de vikarer, som ansættes til de vidtfavnende kategorier af hjælp i hjemmet. Man antager ikke folk uden erfaring indenfor omsorg af ældre, og kører også et instruktionsforløb i håndtering af maskinel, såsom hejse, o.s.v. De nye oplæres af en fast hjælper i en indkøringsperiode, indtil de bliver selvkørende. - Men ærligt må jeg erkende, at under pressede omstændigheder kan jeg ikke afvise, at personel uden tilstrækkelig erfaring sendes ud til ældre borgere for at klare de mest basale behov. Vi gør, hvad vi kan, med de remedier, der nu engang står tilrådighed, slutter Sofus Rossing, som mener, at firmaets hjemmehjælp er et godt og solidt alternativ til den offentlige løsning, hvilket den vedvarende tilvækst af borgere er en understregning af. bak