De ældres kunst - et tilløbsstykke
Succes for aktivitetsudstillingen på Rytterskolen
l Det er ikke ensbetydende med et kedeligt liv, når man er 60 +. Det taler udstillingen, der for tiden vises på Rytterskolen ved Hvidovre Kirke, sit tydelige sprog om. Her er der tale om virkelig entusiasme fra frivillige, der kommer i Aktivitetscentret i Hvidovregade. Det var Kultur- og Fritidsudvalgets formand, Allan Fredskov, der holdt åbningstalen sidste onsdag: - Det er en stor fornøjelse, at åbne denne udstilling. Der er virkelig gang i den. Det er flotte billeder, sølvsmykker, ikoner og decopage, der her vises for en masse besøgende, så det er en stor glæde at være her, sagde Fredskov. - Det frie initiativ fungerer godt? - Helt sikkert! Jeg er glad over, at se, at Aktivitetscentret fungerer så godt. De ældre laver virkelig mange gode ting. Det havde de ikke tid til i deres ungdom. Det er strålende at se her på udstillingen, hvad de kan frembringe. Og så sagde Allan Fredskov, at han glædede sig til at besøge Aktivitetscentret inden længe, for selv at opleve den atmosfære, der råder i centret. Farver blandes med æg og øl Ib Mørch står for aktivitetsudstillingen. Han fremstiller selv ikoner, der betyder "billeder" med kristeligt indhold, forklarer han. - Er du religiøs? - Nej, det er jeg ikke! Motiverne er meget fascinerende og spændende, og der findes ikoner, der er op til 1000 år gamle. Nå ja, selvfølgelig er man religiøs dybest set, når man maler Jesus og engle og sådan noget. Det er en meget gammel måde at male på. Man finder et passende stykke træ, der males hvidt, hvorefter motivet overføres i streg. Så blander man selv sine farver med æg og øl. - Udstillingen tegner til at blive et tilløbsstykke? - Ja, det er så dejligt med alle de mange besøgende. Udstillingen fortsætter frem til søndag den 12. marts med gratis adgang i åbningstiden fra kl. 13.00 til 17.00. Mange kunstarter Karin Olsen fremstiller decopage og glaskunst. Hun fortæller, at det er en langtrukken proces at lave docopage. Emnerne er for det meste æsker, der ofte skal lakeres 15 gange. Decopage stammer fra Frankrig og er en gammel kunst. Glaskunsten skæres og brændes i ovne, så kobbertråd og andre emner smeltes kunstfærdigt ind i den farvede glasmasse. Connie laver sølvsmykker på 7. år og udstiller næsten 250 forskellige lænker, brocher og andre smykker. - Jeg går på aftenskole, men laver en hel del i Aktivitetscentret. Nogle af smykkerne, har jeg smeltet om og lavet nye ting af. Mange smykker sælger jeg for at få råd til materialer til min hobby, der naturligvis koster en hel del penge. Connie kan bruge en smelteovn på Dansborgskolen, da Aktivitetscentret ikke råder over en sådan. Hun har des-uden udstyr til at færdiggøre smykkerne hjemme. - Fra en sølvklump får jeg sølvtråde og former med en valse nye sølvsmykker og lodder det hele meget kunstfærdigt sammen -ofte med smykkesten, fortæller hun. - Det lyder kompliceret! - Ja, det er ikke helt enkelt. Men jeg har jo ikke hastværk, så jeg bruger megen tid på udformningen. Jeg laver sølvkæder på bestilling. Smykker iøvrigt lover jeg ikke færdige til bestemt tid. Det kræver tid og omhu. Yvonne Bak har altid været glad for at male non-figurativt, så der hænger omkring 12 malerier på væggene. Nu er hun blevet pensionist og har tid til rigtig at gøre noget ved det. Hun er godt tilfreds med resultatet og underviser for øvrigt 18 deltagere i malekunsten. - Jeg bruger guldbronche, for jeg kan godt lide noget, der skinner!, bemærker hun. ekb