Biljagt blev for farlig på Avedøre Havnevej
En vild biljagt gik igennem byen i søndags, da en patrulje forsøgte at standse en bilist i en stjålen bil. Jagten skete kl. 18.50, mens både børn og voksne færdedes på gaderne, og derfor meldte patruljen hurtigt "pas", da man vurderede, at kørslen var for hasarderet og situationen for farlig - dagens tidspunkt taget i betragtning. Da havde bilisten allerede kørt over for rødt lys én gang. Patruljen opdagede bilen, der viste sig at være stjålet fra et autoværksted i Lyngby, på Avedøre Havnevej. Da biltyven opdagede politibilen, satte han farten op. Først drejede han ad Brostykkevej, derefter videre ad Arn. Nielsens Blvd., Biblioteksvej og Sognegårds Allé. Politibilen havde da opgivet forfølgelsen, men fandt alligevel det forladte køretøj kort tid efter på Sognegårds Allé. Biltyven var kørt ind i en træstolpe, og bilen var selvfølgelig hårdt ramt. Biltyven var desværre over alle bjerge, og selvom hundepatruljen med det samme blev sat på sagen, lykkedes det ikke at finde ham. ark