Dybt dobbeltmoralsk
Kioskerne i Hvidovre sælger alt udstyr til fremstillingen af joints - helt lovligt
lDet var til stor undren for journalisten, da blikket faldt og ramte hårdt på kioskens udvalg af færdigrullet jointpapir. Tankerne fløj rundt inde bag hjernebarken, nærmest euforisk. Er det ikke stik mod alt, hvad landets politikere kæmper for? En forretningsidé popper straks op i hovedet på udsendte. Billedet står helt klart i den lille tankesky - en pakkeløsning med to kanyler, et rødt gummibånd, en billigt fabrikeret teske og en lighter - halvfyldt selvfølgelig. Det må da være lige noget for narkomanerne, og især et godt starter-kit til dem, som gerne vil igang med de hårde stoffer. Man kunne lave kassen. Kan man få banderole på varen, ligesom på spiritus og tobak? Importøren af jointpapiret har da fået banderoleret sine varer. Det er en win-win situation. ToldSkat får deres afgifter, forbrugerne får deres joint eller fix og forhandlerne laver kassen. Danmark har aldrig haft en så sund økonomi. Det fremmer kommunens ve og vel - flere penge til skolebugettet. Hvor er pegefingeren Tilbage til den sunde fornuft. Det skal nævnes, at joints stort set er cigaretter, hvor tobakken er mikset med hash eller pot. Formen på joints er anderledes, de er mere kegleformede, hvor filtret er det tyndeste punkt. Hash og pot er ulovligt i Danmark, og politiet gør en stor indsats for at komme hash-handlen til livs. Hashhandlen estimeres til at omsætte for 1 milliard kroner årligt på landsplan. Seneste håndgribelige eksempel på bekæmpelse af hashen i kommunen er Hvidovre/Rødovre Politis anholdelse af en pusher i Rebæk Søpark. Hvidovre Avis bragte en notits om hændelsen. Kan købes i Metro -Ja, det er mærkeligt og dobbeltmoralsk. Det undrede også mig, at man pludselig måtte sælge færdigrullet jointpapir, forklarer kioskejer Hasan Colak med løftede øjenbryn, som indikation på hans dybe forargelse. Hvis det er dobbeltmoralsk, hvorfor sælger du så varerne? - Hvem siger nej til indtjening, og det er fuldt ud lovligt. Jeg handler ind i Metro, og det er dér jeg køber papiret. Det sælger helt vildt. Jeg tjener mere på det end på chokolade og slik. For hver Marabou-plade, sælger jeg 5 styk jointpapir á 25 kroner. Men det er ubegribeligt. Det eneste vi mangler er bevillingen til at sælge hashen. Du kan se her. Der følger et stykke pap med, som er beregnet til at mikse joints på. Alt kan købes undtagen hashen. Hos Hvidovrevejens Minimarked kan man købe jointpapir i forskellige varianter. Færdigrullet eller ikke. Med smag eller uden. Stor eller lille. Af den færdige udgave, har Hasan hørt fra kunder, at den helt store joint kan indeholde 15 gram hash. 1 gram skulle være tilstrækkeligt til at opnå en hashrus, afhængigt af aftageren. Salget af Blunt Wrap, som er jointpapir med frugtsmag, går også forrygende, og der er især et godt marked i Hvidovre, garanterer indehaveren. På vej mod coffeeshops Det er ikke kun Hasan Colak, der sælger papiret, det er mere eller mindre alle kioskerne, som har taget varen ind i sortimentet. Man kan læse sig frem til på papiret, at varen er importeret fra Holland. Et land som, især efter Christianias fald, fører en meget mere lempelig narkopolitik end Danmark. I Holland må du i coffeeshops ryge din hash, ambulancer kører rundt i gaderne og hjælper de svært afhængige med abstinenserne, ved at uddele rene nåle og metadon. Med dette nye indtog på markedet af Cones, som er navnet på tobakspapiret, læner man sig hen imod mere "frie" tilstande. Men holdningen er jo klar inde på borgen, derfor lukningen af fristaden. Men hvorfor så indkassere afgifter på papir, som direkte anvendes til hashrygning? Er de afgifter så livsvigtige, at lovliggørelse via banderole er nødvendig? Undren tilladt. Der er bare et problem Undertegnede er meget ivrig for at få produktionen af den lysende idé, nævnt først i artiklen, realiseret. NarkoHelp. Så hvis nogen af læserne kender nogen. Som kender nogen. Der eventuelt kender én - med kontakter ude i fjernøsten - så er avisens redaktion meget åben for henvendelser. NarkoHelp skal skabe stort et overskud, derfor er det vigtigt at skabe en koloenorm avance på salget. Man kan forestille sig et produkt, som er til én gangs brug. Det vil sige; at effekterne i pakken skal produceres uhørt billigt. Så mens samfundet tjener penge på misbrugeres misbrug, så kan man da lige så godt også tjene på fattiges fattigdom. Yes, børnearbejde. 16 timer dagligt. 5 øre i timen. Det kan ikke gå galt - for mig.bak