Nu kommer der køleskabe på skolerne
Skoleelevernes madpakker skal ikke længere være slatne og fulde af bakterier
l Der er bred politisk opbakning til ideen om køleskabe på skolerne, og derfor kunne Byrådet på 2. behandlingsmødet i tirsdags vedtage, at der fra årsskiftet bevilges 300.000 kr. til opsætningen. - Pengene skal sammeholdes med puljen på 500.000 kr til etablering af skoleboder, fortæller Milton Graff (A) formand for skoleudvalget. Men det har været et stort ønske fra mange forældre at få opstillet køleskabe. Nogle har sågar selv forslået at betale, men det skulle ikke blive nødvendigt nu. - Det er vigtigt, at ungerne fremover slipper for slatne madpakker, som har ligget og "gasset" i skoletasken siden morgenstunden, siger forældre, som avisen har talt med. Milton Graff forstår godt forældrene men siger, at pladsen godt kan blive et problem: - På flere skoler bliver det ikke muligt, at placere køleskabene i klasseværelserne, fordi skolerne hellere vil bruge eventuel overskydende plads til pc-arbejdspladser. Men i de tilfælde vil der blive indkøbt store køleskabe, som kan placeres i kælderen. Eleverne kan så hente madpakker samtidig med, de henter skolemælk. - Køleskabene ligger også godt i tråd med kommunens sundhedsplaner, tilføjer Milton Graff. Det er endnu ikke klarlagt, hvordan rengøringen kommer til at foregå, men store køleskabe placeret i kælderen vil sikkert blive rengjort af skolenernes faste rengøringspersonale, mens skabene i klasseværelserne muligvis skal ordnes af velvillige forældrene. Flere forældre har ytret, at de gerne vil påtage sig opgaven, hvis det er det, som skal til. Måske kan en frisk og appetitlig madpakke fremover afholde eleverne fra at spise wienerbrød og slik i stedet for et rigtigt måltid. Så må man bare håbe, at de små elever også bliver opfordret og får mulighed for at vaske hænder, inden de går ombord i de dejlige, kølige madpakker....jr