International anerkendelse til Hillerød Kommune
Teknik Entreprise har fået papir på, at den drives efter et ledelsessystem i verdensklasse. Certificering skal bruges til at gøre afdelingen endnu bedre
Antallet af arbejdsulykker skal ned med mindst 15 procent, og 95 procent af borgerne skal være tilfredse med de ydelser, som afdelingen leverer. Sådan lyder et par af målsætningerne for de næste tre år for Teknik Entreprise, som blandt andet står for vedligeholdelsen af veje og grønne arealer, parkeringskontrol og renovationskørsel i Hillerød Kommune. Dermed understreger Teknik Entreprise, at det ikke skal blive en sovepude, at afdelingen mandag fik papir på, at den har et ledelsessystem i verdensklasse. De fire certifikater fra Norske Veritas, som beviser, at Teknik Entreprise har styr på kvalitet, værdier, miljø, godt arbejdsmiljø og ledelse, skal tværtimod bruges til at udvikle afdelingen yderligere. "Certificeringen indebærer, at Norske Veritas de næste tre år vil følge op og kontrollere, om vi udvikler os. Det er et krav, at vi konstant skal forbedre os," siger driftschef Mads Aagaard Madsen, Teknik Entreprise.
Mindre røg, lugt og lyd
Ud over færre arbejdsulykker og øget borgertilfredshed består målsætningen for de næste tre år i at reducere udslippet af lyd, lugt, støv, gasarter, kemikalier, olie og benzin med 10 procent. Desuden skal 95 procent af alle beslutninger i ledelsen være "synlige, begrundede og have den fornødne kvalitet", som det hedder. At Teknik Entreprise har fået blåstemplet sit ledelsessystem af Norske Veritas, var der ikke mange, der troede på, da driftschef Mads Madsen fik ideen for fem år siden. Dengang var udliciteringsbølgen på sit højeste, og de færreste regnede med, at en offentlig virksomhed kunne klare sig i konkurrencen, når kommunale opgaver som for eksempel vejvedligeholdelse blev sendt i udbud. Men Mads Madsen og kollegerne ville det anderledes, og resultatet blev det såkaldte VM-KL-program, som indebærer, at Teknik Entreprise drives med udgangspunkt i en "Værdi-, Miljø- og Kvalietsbaseret virksomhedskultur". Det betyder blandt andet, at der opstilles præcise standarder for afdelingens arbejde – standarder, som medarbejderne kender og som de selv er med til at sikre overholdelsen af. " Vi har lavet en omvendt Farum-model, hvor vi har banket et stort søm i påstanden om, at man ikke kan gøre tingene lige så godt i det offentlige som i det private," som Mads Madsen sagde, da han mandag fik overrakt de fire certifikater fra Norske Veritas. Teknik Entreprise holder til på Materielgården og beskæftiger 110-115 medarbejdere, afhængig af sæsonen.