Borgmester jubler over international hæder til teknik
En stolt Nick Hækkerup roser Teknik Entreprise for international certificering, som
borgmesterros "Det er en af den slags lejligheder, hvor jeg er rigtig stolt af at være borgmester". Hillerøds borgmester Nick Hækkerup havde de store roser fremme, da han mandag var med til at markere overrækkelsen af fire internationale certifikater fra Det Norske Veritas til Teknik Entreprise. Certifikaterne er det håndfaste bevis på, at Teknik Entreprise har et ledelsessystem i verdensklasse, og det kommer både medarbejdere og borgere til gavn, fastslog borgmesteren. "Ledelsens og medarbejdernes store engagement har gjort, at Hillerød kan prale af, at vi har en af Danmarks bedste arbejdspladser. I tager hinanden alvorligt. I har et godt arbejdsmiljø. I bekæmper stress. Og I kommer hinanden ved. Det er med til at gøre jeres arbejde udfordrende. Og det betyder, at I hver morgen kan møde glade på arbejde," sagde Nick Hækkerup til de 60-70 medarbejdere fra Teknik Entreprise, som overværede overrækkelsen. Borgmesteren forklarede, hvordan den øgede fokus på ledelse og arbejdsmiljø er til fordel for borgerne: "Medarbejderne i Teknik Entreprise har overskud og overblik. De ved nøjagtigt, hvilke træer der skal beskæres og hvornår det er tid til at salte vejene. De holder øje med at veje og stier er i god stand, og at de kommunale kirkegårde er velholdte".