Hård straf for at opbevare narko
Husgæst efterlod narko i lejlighed - og det måtte ejeren bøde for
FARLIGT VENSKAB "Med den slags venner behøver man ingen fjender." Talemåden passer udmærket på en narkohandler fra Københavnsområdet, der nu to gange har været årsag til, at hans kammerater har fået årelange fængselsstraffe ved retten i Hillerød. Fredag formiddag fik en 28-årig mand fra Nærum to år og tre måneders fængsel, fordi kammeraten - der boede gratis i den 28-åriges lejlighed - havde opbevaret 180 gram kokain og 500 gram amfetamin i lejligheden. På trods af at den 28-årige havde frabedt sig den slags fra kammeraten, der vidste, at gæsten tidligere havde været involveret i lejligheden. "Jeg sagde til ham, at jeg ikke skulle rodes ind i noget lort, og at han ikke måtte have narko i min lejlighed," bedyrede den noget beklemte 28-årige mand i retten i Hillerød. Han er ikke tidligere straffet og har fast arbejde som langturschauffør. Sagen, der kørte som tilståelsessag, er en del af et større narkokompleks. I november blev en anden mand idømt seks års fængsel - for at formidle stoffer videre til den samme kammerat, der var i en økonomisk klemme. Ifølge den 28-åriges forklaring i retten - der ifølge antydninger fra forsvareren blev bekræftet via telefonaflytninger - opdagede han, at der lå stoffer i både fryseren og et barskab i lejligheden. Det skete en onsdag, og den 28-årige tog afsted på langtur, inden han dagen efter ringede til kammeraten og konfronterede ham med fundet i lejlighden. Den 28-åriges forsvarer argumenterede for en betinget dom, fordi den 28-åriges indblanding i sagen var så perifær og på grund af de gode personlige forhold, mens anklageren gik efter en dom på to et halvt års fængsel med henvisning til, at den 28-årige burde have kontaktet politiet, da han fandt stofferne. Dommeren valgte at lægge sig op ad anklagerens vurdering og endte på to år og tre måneders fængsel. Hendes begrundelse lød blandt andet: "Du ved, det ligger der, og du har lukket en person ind i din lejlighed, som du ved handler med narko." Efter en kort snak med sin advokat ankede den 28-årige sagen til Østre Landsret. Derefter blev han ført til arresten for at fortsætte den varetægtsfængsling, han har været underlagt siden 14. oktober.